Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Stemmerne holdt hans Sind oppe som hos en ung Pige, der er kommen til at gaa alene i Skoven med en ukendt Mand; hun taler, taler, hun hører sin egen fattige Stemme i Skoven. Færgekarlene roede sindigt, de sad i deres klamme Faareskindspelse og duvede over Aarerne; Kabudserne skyggede dem over Øjnene, de var saa forsete paa Kongen, deres Hundeøjne veg ikke fra ham.
Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den forbandede Sirene! Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige Fredsforstyrrer.
Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa Næsset var slaaet. Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt. Men hun glemte aldrig, at hun havde været Dronning.
Men Porten blev ikke aabnet. -Kør ind, raabte Hans Excellence og stak sit Hoved ud ad Vognens Dør. Da han vendte Ansigtet, saá han den Skruttede og den glatbarberede Mandsperson fra om Morgenen staa under Gaslygten i Samtale med en Herre i Pels, som vendte Ryggen til. Der gik en voldsom Trækning over Hans Excellences Ansigt, og det var som veg han tilbage i Vognen, der rullede ind i Porten.
„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor første Ungdom.“ „Fulgtes I altid ad, Ové og du?“ „Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min Fangstkammerat.“ „Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til at fortælle.“
Han traadte et Skridt nærmere og strakte atter Haanden ud mod Skikkelsen foran sig. Men Thomas veg til Side for ham. "Med hvad Ret kalder du mig Svin," skreg han. "Med hvad Ret kalder du mig Svin. Kald mig Morder, om du vil. Men Svin, det taaler jeg ikke. Hører du. Svin, det taaler jeg ikke."
Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets medlemmer næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr.
Nu og da mødte de et Par, der gik langsomt og talte sammen, og som veg langt til Siden for dem. Da trykkede han hendes Arm, og hun kunde mærke, at han smilte, og hun blev rød, skønt hun ikke vidste hvorfor. Hun gik med sænkede Øjne. Sneen knirkede og smaasnakkede under deres Fødder.
De allerførste Dage var det hans Øine, der havde interesseret hende. De var altid duggede hans Øine, og de hvilede pas hende overalt. Hun kunde sidde i Kurhuset midt i en pludrende Kreds, og henne fra en Krog følte hun hans Øine paa sig; de søgte hende, naar hun taug, og naar hun talte; de veg ikke fra hende, naar hun gik, fulgte hende, hvorhen hun flyttede sig.
Hun aabnede Doren til Dagligstuen og hastig veg hun tilbage. Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev. Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik hun tilbage til sit Kammer. Gaaende op og ned og undertiden pludselig stansende som vilde hun besinde sig eller blot fange en eneste Tanke samlede hun alting sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.
Dagens Ord
Andre Ser