Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og Luften lugtede svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de et jammerligt Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en halv Snes Steder, store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i Luften. Aa! udbrød gamle Thøger harmet. Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden.
Men Moderen rejste sig og i den mørke Stue satte hun sig ved Klaveret. De hvide Hænder gled hen over Tasterne og mens hun langsomt ganske langsomt anslog nogle Akkorder, halvt sang hun til en Melodi, hun selv havde fundet, de fremmede Ord: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for du har ej mig kær
Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
Der var tyst en Stund, til Moderens dejlige Hænder gled hen over Tangenterne, og dæmpet, mens man i Faderens Dør saá Faderen som en Skygge, sang hun: Som Planten visner for dens Rod er uden Væde, som Blomsten bliver bleg for Solen naa'r den ikke, saa bleges jeg og visner hen for Du har ej mig kær. Sangen hørte op. Ude var det Nat. Inde var der mørkt. Moderen rejste sig.
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Jakob skulde stryge en Melodi til Velkomst, han stod med Fjolen parat og hyttede den for Væde under Frakkeopslaget. Kongen vinkede til Mikkel og lo over hele Ansigtet. Aa, haa haa! Velkommen hjem. Men Mikkel blev liggende bag i Vognen uden at hilse igen. Guds Dros! udbrød Kongen altereret og gik til Vognen. Er det galt fat med dig, Mikkel? Ja det var nok saa.
Frøken Hansen gik op og ned, talte ikke, tog hans Hænder og slap dem raadløs igen. -Om nogen kom om nogen kom, blev hun ved at sige og vred Hænderne. -Hr. Adolf Hr. Adolf hun havde bragt Vand og dyppede sine Fingre for at væde hans Tindinger. Der kan komme nogen, der kan komme nogen, sagde hun og vidste ikke selv, hvad hun talte. Han løftede Hovedet og saa' forvildet paa hende.
Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de, saa blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen. Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind i sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt.
Dagens Ord
Andre Ser