Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Fyrstinden taler saa meget, sagde hun og slog sin Vifte ud. Kan De godt lide Fyrstinden, spurgte Carl. -Aa jeg kender hende saa lidt. -Jeg kan ikke udstaa hende. Gid hun vilde blive borte. Carl vendte sig igen mod Tilskuerpladsen og saa i Kikkerten. Det er jo Prinsessen af Ligne, sagde han. -Jo jeg tror det. Det var en høi, majestætisk Figur, som sad ved Siden af Sønnen. Ellen saa paa hende.
"Men tror De ikke, at vore Fjender har advaret Indbyggerne i Landsbyerne her omkring, saa de passer paa os?" "Det maa vi finde os i. Lad os saa søge et Sted, hvor vi kan tænde et Baal, De er jo ganske forfrossen." En halv Mil eller saadan længere fremme opdagede vi det Sted, vi ønskede, tændte vort Baal og tørrede vort Tøj. I al den Tid led jeg meget.
Og da jeg jo var en gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne svigtede mig. „Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er Død for mig.“ Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op til Toppen.
»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har vist ikke tænkt noget videre mest været saa træt og sovet, tror jeg.« Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst. »Har De Slægt hjemme i Riga?« Han nikkede. »Vil De ikke have skrevet til dem?«
Tror du, Kong Agrippa, Profeterne? Jeg ved, at du tror dem." Men Agrippa sagde til Paulus: "Der fattes lidet i, at du overtaler mig til at blive en Kristen." Men Paulus sagde: "Jeg vilde ønske til Gud, enten der fattes lidet eller meget, at ikke alene du, men også alle, som høre mig i Dag, måtte blive sådan, som jeg selv er, på disse Lænker nær."
Men da han var kommen derover, sagde han: -Jeg tror, jeg vil lægge mig lidt. Han havde Kuldegysninger og kunde næppe staa paa sine Ben. -Ja, Brandt, sagde Fruen, der badede Ida i et Vaskekar: Men Du maa op for at overrække Stagerne. -Ja, Mariane, sagde Brandt, der døsede hen. Vognene begyndte allerede at rulle frem nede gennem Indkørselen, og Sofie løb til og fra for at melde, hvem det var.
Hun vilde vente paa Robert i Forhallen, sagde hun, og hun kyssede mig til Godnat og gav os sin Velsignelse. Hvor er hun elskelig! Hvor det var sødt af hende at lade os være alene. Robert og jeg tilbragte endnu en lyksalig Time, og jeg tror, at vi nu maa være kommet til den sjette Himmel. Robert siger, at den syvende kommer til sidst, naar vi er gifte og det bliver snart.
Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
"Ja," sagde han, "men jeg tror heller ikke, at vi to er ganske almindelige Mænd. Hvis jeg havde troet at De var en af dem, der gaar tolv paa et Dusin af, saa talte jeg vist ikke med Dem nu. Jeg vilde dog tænke to Gange i Deres Sted, før jeg sagde Nej.
"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb henimod os. "Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker om mig skulde være venlige." "Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne glemme den Rædsel!
Dagens Ord
Andre Ser