Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juli 2025
Han har store, søvnige, blaa Øjne med et næsten klagende Udtryk og et lille bitte Overskæg, som er drejet opad i Spidserne, og den smukkeste Mund, man kan se for sine Øjne, og naar han bevæger sig, og man ser hans Nakke, kommer man hele Tiden til at tænke paa en smuk, dresseret Hest. Jeg véd ikke hvorfor.
Senere læste han undertiden om Aftenen for dem af »Fryxells Berättelser,« som de forstode saa godt og hørte paa med saa stor Glæde, at de flere Gange i Vinter have bedet ham om at fortsætte disse Forelæsninger. Men Tiden har ikke været dertil. Indeværende Vinter-Halvaar 1845/46 er begyndt den 17de November. Skolen besøges i dette af 42 Elever.
Fru Lund, der altid talte i en Tone, ligesom hun tyssede paa nogen, gik over til at tale om Prisen paa Smørret: -Nu var Levy igen gaaet fire Skilling ned. Fru Brandt forstod det ikke, for hun havde hele Tiden holdt Prisen.
Naar jeg tænkte paa hele hendes Opførsel imod mig, hvorledes vi, der før slet ikke havde anet hinandens Tilværelse, nu i Løbet af to Dage havde stiftet et saa nøie Bekjendtskab, at vi omgikkes som Broder og Søster hvad kunde hun vel med disse Ord mene Andet end netop, at jeg skulde benytte Tiden, at jeg ikke tilsidst kom til at staae som Trediemand, ligesom den arme Peter.
Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille. Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire fem Timer. Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd.
Thi hvem kunde vide, hvormange og hvor farlige Rivaler jeg havde! Jeg kjendte slet ikke Familiens Omgangskreds; hvilken Skare af Fættere og Husvenner kunde der ikke være, der lumskelig snege sig frem og snappede baade Emmy og Andrea Margrethe bort fra mig, medens jeg spildte Tiden med mine Grublerier.
»Aa det var den dumme Slæde!« sagde jeg med ilde dulgt Harme. »Ja De har Ret«, sagde Præsten, »det er nederdrægtigt, hvor disse Slæder kunde være ondskabsfulde. Se, hvor udspeculeert at vælte sig lige udenfor Porten, netop som De troer Dem i sikker Havn: det er formelig en raffineret Grusomhed.« »Jeg kan ikke begribe det«, tog jeg atter til Orde; »vi har kjørt saa udmærket hele Tiden.«
Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum. Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav.
Dagens Ord
Andre Ser