Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juli 2025
-Var det den sidste Flaske? spurgte Hans Excellence, vendt til Georg. -Ja, Deres Excellence, det er den sidste, svarede Georg bukkende. Alle betragtede Vinen, som de holdt op i Glassene, hvor Gravuren af Hvidernes Vaaben glimtede. Moderen sad og stirrede ind mod sit Glas: -Hvor faa der egentlig nogensinde har smagt den Vin. -Ja, sagde Hans Excellence: de færreste.
"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst til at tale saa hurtigt som muligt. "Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks." "Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud efter mig igen?"
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham. Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?" Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden.
Snart faldt hun i Staver, stirrede sløvt paa mig, og svarede ikke Andet end »Ak Gud, ja,« og umiddelbart efter gav hun sig til, som Tydskerne sige, at snakke det Blaa ned fra Himlen, ikke af Snaksomhed, aabenbart, men af Forlegenhed og navnlig af Angst for at blive nødt til at tale om Noget, der angik vort Forhold.
"Jo, min kære Dreng," svarede Fru Weldon, vemodigt smilende, "du skal holde Vinden i Orden, saa at den blæser den rigtige Vej." "Ja, Mor, det vil jeg," svarede den lille Fyr henrykt. "Og nu skal vi have braset Ræerne," sagde Dick; "kom Tom og I andre, saa skal jeg vise jer, hvordan det gaar for sig." "All right, Kaptajn, vi skal nok brase, kan De tro."
Det er virkelig forbausende at see, Nicolai, hvorledes De hver Dag skrider frem i Dyd og Fuldkommenhed herude, men jeg sagde det jo strax ved Deres Ankomst, at vi nok skulde corrigere alle Trykfeilene i Dem.« Jeg svarede Intet, men sad og spiste min Suppe i Taushed. »Er der gaaet Dem Noget imod?« spurgte Præsten atter, »jeg synes, De er saa taus.« »Nei«, svarede jeg kort.
Jomfru Villadsen rejste sig og tog dem. Hun tog dem med den yderste Spids af sine Fingre og i et Sekund var de borte i hendes Haandflade. Hans Excellence løftede Hovedet. -Og hvor er hun selv? sagde han. -Ja, man er jo hos Søstrene, svarede Jomfruen, der ligesom gik i Jorden for hver Sætning.
Mine Øine faldt tilsidst paa et gammelt Spil Kort, og jeg spurgte Skolelæreren, om han kjendte de Kortspil, som vare i Brug blandt Bønderne. »Jo«, svarede han, »Trekort og Schafskopf kjender jeg godt, men det er nu ikke saa fine Spil. Nei der er et andet Spil, som jeg har hørt saa megen Tale om, og som jeg derfor kunde have Lyst til at lære, ifald det ikke er altfor vanskeligt det er L'hombre.«
Hendes Befaling var, at jeg skulde gifte mig med Dem." Han tav et Øjeblik. Jeg sad ganske stille med Hænderne foldede i Skødet og tvang mig til at holde Øjnene fæstede paa hans Ansigt. Han fortsatte, da han mærkede, at jeg ikke svarede med ganske lidt Ærgrelse i Stemmen fordi jeg ikke vilde hjælpe ham, antager jeg det kunde aldrig falde mig ind! Det morede mig at ærgre ham!
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden. -Hvorpaa da? Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen. -Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og Livets Gang. Faderen svarede ikke. Men Marschalinden sagde: -Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
Dagens Ord
Andre Ser