Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 14. oktober 2025
Men et Par Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager, og Vinduerne vare ikke saa langt borte. Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa Stien. Det er sandt, Vandet! Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende. Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at forespørge om Sprængningen.
Jeg kom ligefrem i godt Humør, da jeg naaede Altenburg og opdagede, at Vejen delte sig i to, og at jeg kunde tage den sydlige hurtigere Vej. Der var kun faa Vejfarende herfra indtil Greiz, og Stien snoede sig gennem Skove af Eg og Bøg.
Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.
Pigen sagde, det spøgede. Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav. Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der var ganske tyst. Der paa en aaben Plads laa saa Graven.
Aldrig er der stille. Hist drysser Naalene fra en raadden Gren, her huler Larverne en Stamme og tys, hvad er det? Der brast nogle Grene. Et Dyr springer over en Brandlinie. Jeg standser og lytter. Det er, som kommer der nogen listende. Lige indenfor i Mørket ligger der en Hovedskal og lyser ... Trinene er ligeved ... Det er kun Morten, som jumper over Stien.
Deres trofaste Harald Fenger. Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og sendte en lille Dreng over til Villaen med det. Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. Tiden var allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal.
Ligemeget har det hjulpet. Tilsidst driver jeg ud under Bøgene ned ad Kærlighedsstien. Det er som at komme fra en kold Kælder op i Dagslyset. Den lune Varme slaar mig i Møde, og Øjnene maa først vænnes til, før de kan se alt klart. Paa den ene Side staar lave Purrer med stridt Hindbærkrat imellem. De modne Bær hænger helt ud til Stien. Langsomt gaar jeg og plukker mig Haanden fuld.
»Hvad ... Goddag! Er De her?« Kapellanen for i Vejret og blev blussende rød. »Frk. ... Frk. Dundas?« Hvor Stien drejede, havde de mødt hinanden. Begge saa forvirrede ud. »Siden hvornaar ... jeg mener, hvor længe har De været her?« »Jeg kom i Gaar, Frøken!« Hun betænkte sig lidt. Pludselig smilede hun: »Men Gud, Hr. Carr, De er da ikke den ny Kapellan?« »De er er De Præstens Datter? Er det sandt?
Dagens Ord
Andre Ser