United States or Sudan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole, besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.
Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt.
De svedte og de duftede over al den Kundskab. Gamle Degn røg Pibe til med stærk Tobak, og svedte med. Han svedte altid, og altid holdt han Kakkelovnen gloende. Naar Moderen kom ind i Degnegangen, løftede hun paa Skoleklinken: -Godaften Degn, sagde hun: -De har det lunt. -Goddag, Goddag, svarede Degnen. Men Børnene fløj op paa de røde og sorte Hoser.
Oppe i Lofterne smilede korpulente Rokokko-Damer mellem røde Gevandter og blaa Skyer. Selv i Halvmørket var Pragten besynderlig falmet og pauvre. De gyldne Lister paa Vægfelterne var afblegede og sprukne rundtom. Skjoldede og medtagne hang store Spejle i deres Rammer
Med en hurtig Haandbevægelse viskede han dem bort men der kom en til og en til hede og tunge piblede de frem og hans stakkels røde Næse tindrede med metallisk Glans i Solskinnet ... Inde fra Fru Herdings Dagligstue hørte man Latter. Først en stærk og klar Mandslatter. Saa en anden, fed og bred, der begyndte helt nede i Svælget og som efterhaanden arbejdede sig frem til et Brøl.
Konstance, storartet Ridt i den høie Skole ... Grisen var ude: alle Staldmestrene en haie foran Indgangen. Orkestret satte i med et langt Forspil, mens alle saa mod det røde Indgangsdraperi. Det bliver høitideligt, sagde Ellen. Vi skal forberedes. Tæppet raslede i sine Ringe: Mlle. Konstance red ind. -Nei hvor hun er smuk. Carl og Ellen sagde det paa samme Tid.
Der var ingen af de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige, hypnotiserende Hvisken og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede sig gennem alt ned til det, vi andre ikke kunde se.
Hendes Ord gjorde mere Indtryk paa mig end Corpus Juris', og jeg lod for Fremtiden Pidsken hvile. Men Gamle og den Røde vare nu engang komne i Farten, saa vi fore hurtigt fremad. Snefoget var imidlertid tiltaget, tykt og tæt faldt Sneflokkene over os og dækkede os med deres hvide Lagen.
Hurtigt og tyst gled Baaden ind til den røde Flade, i hvis Midte Hvalens uhyre Ryg kom tilsyne, omtrent en Kabellængde borte.
Da den sidste var kommet ind, og Dørene var blevet lukkede igen, begyndte Gudstjenesten. Tusmørket, i hvilket det store, røde Vindue stirrede som et ondt Øje, de uhyggelige, sorte Skikkelser, den hemmelighedsfulde, klagende Sang og Mindet om det mærkelige Ry, som dette Sted og dets Beboere havde, forøgede den Følelse af Rædsel, som betog mig.
Dagens Ord