United States or Singapore ? Vote for the TOP Country of the Week !
Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt; over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt blaanende Skjær.
Nu tror jeg, at jeg vil gaa i Seng. Gud véd, om Lord Robert nej, hvad kan det nytte at tænke paa ham; han kommer ikke længere mig ved. Nu puster jeg Lyset ud. Hvor skønt vilde Livet ikke kunne være, hvis Skæbnen lod os møde det Menneske, vi kunde elske, medens det endnu var Tid.
Du har da en Poesibov, fra a' du gik te' Præst. Jæ har sæl skreven i den: To Drosler ..... Jæ ved ekk, hvor min Poesibov æ bleven av. Han tager et Par lange Drag af Piben, som sidder fast i sit Tandhul og puster velbehageligt Røgen langt ud fra sig. De' æ de' smukkeste Sted i hele Skoven, Fie.
Den ene helt inde ved Stammen, den anden yderst paa Grenen. Et Øjeblik sidder de stille og ser paa hinanden. Den, der sidder yderst, puster sig op, kurrer, drejer sig flere Gange rundt om sig selv og balancerer langsomt ind mod den elskede. Halen er bredt ud som en Vifte. Hun, inde ved Stammen, flytter sig i smaa Ryk lidt længere frem i Lyset og ser undrende til. De er lige ved hinanden.
Tine stod og pustede Kunstværket inde i Køkkenet, medens alle Børnene ar stimlede sammen rundt omkring for at se til. Alle deres Munde stod aabne: -Saa, sagde Tine, nu puster jeg. Og hun pustede, højrød i Hovedet, S'et ud paa Kringlen, mens Børnene stirrede. -Saa, sagde Tine: Nu Svinget. Og hun pustede igen. Moderen blev ved at hamre oppe paa Døren: -Tine, Tine.
Ellers er jeg ikke noget. De har maaske Peng'? Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag. De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae jæ forstoe? I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.
Jeg tager den ud af Munden og væder nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter. De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp. Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke. Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.
Naar en sjelden Gang Brisen, der puster ind fra det blaa Hav, bliver saa kaad, at den ryster en overmoden Appelsin til Jorden, saa kalder man det strax for Blæst og Storm, og dukker der paa den blanke Himmel en hvid Sky op, bag hvilken Solen kunde falde paa at forsvinde i fem Minutter, saa er det et Fænomen, over hvis Forfærdelighed hele Paradiset korser sig Maaneder i Træk.
Engtaagen lægger sit kølige Slør om de skælvende Lænder, og Jorden puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag. Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg være. Jeg er ude at fange mine Tanker. Jeg hører Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit Sind fanger Lyden af et Æg, som knækker i et Fuglebo ... Mine Tanker fører mig om. To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag.
Kjærligheden til det gamle Sprog puster yderligere til den nationale Selvfølelse, der iøvrigt for Sydfrankrigs Vedkommende altid har været stærkt udpræget og ofte nok historisk har givet sig Udslag i ligefrem fjendtlig Position mod Norden.
Dagens Ord