Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. juni 2025
Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være te o saa følles ad. Fik Maren Lyst sin Præst? Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae hinner slævt for Retten.
Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind. »Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han. »Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud. »Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.
» Har sovet«, sagde Præsten, »jeg troer næsten, at De kunde med ligesaa god Grund bruge Præsensformen. Nu, hvad for Ulykker har De betænkt at anrette idag?«
Og de begyndte at tale om dem alle dernede, om Præsten og hans langbenede Datter; om Godsforvalteren og de rødhaarede Pigebørn, som altid gik i éns Kjoler, syede af ét Stykke, og Alléen, der gik op til Gaarden og hvor de altid gik paa Stylter: -Herre Gud, sagde Marschalinden: gamle Anders-Lakaj, han er da død.
»Tobak? ja det er jo en meget nyttig Gjerning; kom da over med mig«, og med disse Ord gik Præsten henimod Døren, medens jeg hurtig sprang op for at følge ham. Men idet Præsten lagde Haanden paa Laasen, standsede han pludselig og saae opmærksomt udaf Vinduet. »Det er da underligt med den Hane; den seer ud, som om den var bleven mindre end igaar.«
Fattedes her i saa Maade intet paa Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt. besvoret.
»Naa saa Du vil, at det skal være en Hemmelighed? ja saa tier jeg«, sagde Præsten. »Hvad for Noget?« udbrød Forpagteren, idet han forundret saae fra Andrea Margrethe hen paa mig og fra mig hen paa Andrea Margrethe, »ja jeg tænkte da nok, at de Kjøbenhavnere ikke vare herude for Ingenting.«
William aandede Duften, og han syntes, han fik helt ondt. Efterhaanden blev han ligesom bedøvet af Præstens sagte Hvisken, af Lyden af Klokkerne og af Røgelsen. Han faldt paa Knæ. Han bad ikke, men han laa med lukkede Øjne og saá saa meget drage sig forbi, han vidste ikke selv hvad. Og det var, ligesom der var Musik langt borte. Han laa der endnu, da Præsten gik ned.
Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt.
Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: »Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.« Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe.
Dagens Ord
Andre Ser