Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke »Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok, sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land jo slet ikke har bedt ham om.
Ida havde pludselig rejst sig, ved Lyden af sit Navn. og en Flamme sked op i hendes Kinder. -Saa gaar vi, sagde hun og havde glemt næsten selve sin Smerte. Men Frøken Friis var inde i Sovekamret igen og sad og gyngede paa den store Seng. -Saa gaar vi, gentog Ida. Der var noget i Tonen, som fik Frøken Friis til at rejse sig noget rask.
Sagtens havde Bøg Ret selv forstod han ingenting mere men det var dog saa sørgeligt at høre ham tale paa den Maade. Anna blev ikke mere nævnt imellem dem. Der gik ikke en Dag, uden at Hansen-Maagerup tænkte paa hende. Men han turde ikke nævne hendes Navn til Bøg. Han var bange for en skarp og bitter Afvisning. Men en Dag kom han stormende ind i Værelset, hvor Bøg sad og arbejdede.
Karr byggede sig en Villa i den lille, lune Dal mellem to høje, hvide Skjærgaardspynter, skrev om Stedet, fik sine Venner derud og propaganderede saa godt for det, at han nu, naar han kommer dertil, kan spadsere gjennem en lang Gade, der bærer hans Navn, og hvor de Handlende i deres Butiksvinduer har udstillet alle Paris's Luxusartikler.
Thi både den, som helliger, og de, som helliges, ere alle af een; hvorfor han ikke skammer sig ved at kalde dem Brødre, når han siger: "Jeg vil forkynde dit Navn for mine Brødre, midt i en Menighed vil jeg lovsynge dig." Og fremdeles: "Jeg vil forlade mig på ham." Og fremdeles: "Se, her er jeg og de Børn, som Gud har givet mig."
Ved Middagstid havde vi naaet den lige omtalte Bjergkæde og red af Sted ad en god Vej i et mørkt, men temmelig malerisk Landskab. Med Undtagelse af nogle faa Kameler, der var ladede med Kul og skulde til Peking, og en Bissekræmmer hist og her, traf vi kun faa levende Væsener. I denne Egn ligger Landsbyerne langt fra hinanden, og de har intet godt Navn.
Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan forsvare dens Ydre nu det nemlig: at man ikke bemærker den.
"Faders Navn ja for den Sags Skyld " han snublede over Ordene, og vendte sig om. Nina rejste sig heftigt, Stemmen dirrede: "Fader var syg ... det er ingen Skam, men ..." Han trykkede Hænderne ind mod sit Bryst, betvang sig voldsomt: "Ja," sagde han og bed sig i Læben, "vist saa men det er heller ingen Skam at virke det eneste, man kan."
Berg blev som vækket ved det fremmede Navn og saa' ud: Ja var det Fru Stern det lille syge, skræmte Ansigt. Han kunde slet ikke have kendt hende igen, som hun saa' ud.... -De saa' hende vist en Aften hos os, sagde Asta for et Par Aar siden ... Den Aften, sagde hun sagtere. Asta Heltz var gaaet ind i Butiken efter at have rakt ham Haanden.
I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye Paavirkninger.
Dagens Ord
Andre Ser