United States or Ecuador ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opad og Øster ud ... Ha jai ja, ha jai ja ... Lad din Vrede vaagne! Mindes du, Da du kejtet kæntrede i Kajak Og halvdød blev bragt hjem af mig? Men lad nu din Vrede vaagne! Tænk paa din Søster, Saa skal jeg tænke paa min. Og lad os saa mødes. Du er jo den ældste. Hvem troer du, Vil blive den, som lever? ... Opad og Øster ud ...
Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag det er nu fem Aar siden er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal. En eller anden Digter det er vist forresten nok en meget berømt en, skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge Tider at mindes lykkelige Dage.
Den af dem, som levede længst, skulde mindes den afdøde, hver Gang han saa Varderne.“ Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over Land. Bugten er allerede hvid yderst ude.
Endskønt jeg var Brigadechef, da vore Krige var endte, og stod for Tur til at blive Divisionsgeneral, er det dog altid til mine unge Dage, jeg vender tilbage, naar jeg mindes mit Soldaterlivs Glæder og Farer.
Abigael . Det kan I ikke vide ... og det angaaer Jer heller ei. Altsaa, I vil ikke reise herfra? Ambrosius . Nei ... med mindre I jager mig bort, og det nænner I dog ikke ... vel? Ambrosius . Jeg kan see, at I ynker mig, men det skal I ikke. Det er sandt, jeg var lystigere, da jeg kom hertil ... mindes I, det var her, jeg stod og sang for Jer for tre Uger siden? Tre Uger!
Det tog hun altsammen ofte frem om Vinteraftner og ordnede det om igen og søgte at mindes, hvem der havde givet hende det og hvem det. Hun fandt det ud altsammen, og hun skrev Herrens Navn bag paa hver Kotillonsorden. Bai sad og drak sin Toddy ved Bordet. -Det gamle Skrab, sagde han. -Lad det ligge, Bai, sagde hun ... naar jeg nu har ordnet det. Og hun skrev videre paa sine Herrenavne.
Jeg tog en Bog ned, men synderlig meget kan jeg ikke have læst i den, for jeg kan slet ikke mindes, hvad det var for en Bog. Jeg havde jo ogsaa Sager at overveie, der kunde lægge Beslag paa alle mine Tanker. Thi det freidige Mod, hvormed jeg om Morgenen havde sagt til mig selv: »Idag skal Du forlove Dig, Nicolai!« var nu borte.
Ogsaa til Pisa kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig. I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar; men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde.
Et Tilfælde var det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har været lidt forvirret.
Jeg mindes, at jeg spadserede med ham i Solskinnet Fod for Fod lidt udenfor hans Bolig. Min yngre Ven støttede sig til min Arm, ligesom næsten 40 Aar tidligere min gamle Ven, Professor J. F. Schouw havde gjort i Botanisk Have. Han døde den 10. Okt. 1890. Et Par Vers, jeg skrev i den Anledning, vare hans Landsmænd kjærkomne. Lad dem staa her som et Minde om min Ven.
Dagens Ord