Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
Fru Line rejste sig og gik hen til sin ældste Datter: Nu skal vi i Seng, lille Anna. Ja ... sagde Anna uden at løfte Øjnene fra Bogen. Véd Mor, om Elev Jakobsen er kommen hjem? spurgte Sofie. Nej ... men det er han vel nok ... Nu lukker jeg et Vindue op, Pigebørn, for Tobaksrøgen.
Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud det fik mig til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham.
Det kunde aldrig falde mig ind under hvilke Omstændigheder det saa var at betragte hende som bunden ved et Løfte, naar hun ikke selv følte det som bindende. Ja, da liegt der Hase im Pfeffer, Høistærede!
Men hun saá saa bedaarende ud, og jeg følte mig lidt overlegen, og maaske skammede jeg mig ved at vise, at jeg interesserede mig meget for Lord Robert, særligt hvis han tilhører hende, hvad det nu end vil sige, og saa sagde jeg, at det var en Aftale, og at jeg naturligvis aldrig havde tænkt paa at lege med ham; men bagefter kom jeg til at tænke paa, at det er et Løfte, og nu kan jeg aldrig mere se paa ham gennem mine Øjenvipper.
Da vi gik, vilde jeg følge hende hjem, men jeg maatte paa ingen Maade gjøre den Omvei, og desuden havde hun flere Ærinder underveis. Hun forsvandt i det første mørke Sidestræde, dog ikke før jeg havde givet det Løfte eller den Trudsel jeg veed ikke, hvorledes hun opfattede det, at besøge hende næste Dag. Jeg gik derhen lige fra Polytechnikum.
Det var latterligt ... At komme til en Skov, saa stor og sval og der finde ved en Kilde, der rislede, en Blomst, der vilde bøie sig imod mig, og Stængelen vilde løfte mig saa høit; og saa vilde de lukke sig sammen, de hvide Blade, om mig og vugge mig saa blidt. Ja, det nytter ikke, at De le'r.
Jeg fortalte ham, medens vi kørte til Operaen, at De var kold som Is, og at De legede med Christopher, og i Morgen tager jeg ham med mig til Northumberland, bort fra Dem. Han skal i alt Fald være min trofaste Ven. De vilde knuse hans Hjerte, og jeg vil endnu holde Dem til Deres Løfte." Jeg sagde ingenting. "Hører De, jeg siger, at De vilde knuse hans Hjerte.
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var betalt og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen blev ved sit.
Men med ét blev hun slap og sank sammen. En blytung Træthed overvældede hende, saa hun ikke længer bar sit eget Hoved, men slattet faldt det ned mod hendes Bryst, og hendes Hænder rystede, og hun følte ikke Kraft til at løfte de matte Haandled. Alle Tanker gled fra hende, og hun følte den druknendes Angst. Hendes Væsen snøredes sammen under en kvalfuld Urolighed.
"O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud imellem os.
Dagens Ord
Andre Ser