Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Han var høj og meget slank, i Hvidernes Liberi, der sad om ham saa stramt, at man troede, man maatte kunne se hans Ribben. -Hvad er det for en dejlig Armenier? sagde Marschalinden, da han gik ud. -Det er min Nevøs Tjener, sagde Faderen. -Aa. Marschalinden lagde Hænderne ned i sit Skød: hvor er det dog vidunderligt at være kommen hjem.
En Mængde af dem maatte man kunne faa at leje for saa godt som Ingenting; men Ingen falder paa det. Det er ikke Fashion. Ikke Fashion at leve i Paradiset, naar det staar aabent, for hvem der gider komme, man maa være Menneske for at kunne finde paa saadan Taabelighed. Langs hele Rivieraen er der kun eet Punkt, hvor det Aaret rundt, Sommer og Vinter uden Forskjel, mylrer med Mennesker.
William saá op, lige ind i Lægens graa Øjne: "Hvor lang Frist vilde det kunne gi'e?" spurgte han. Lægen modstod ikke det Blik, han saá ned og sagde tøvende: "De véd godt, Høg, at Lægerne kun kan antage." Han slog med Stokken lidt Støv af sine Benklæder. "Og hvorlænge antager De," spurgte William igen, ejendommelig fast.
Jeg havde den Glæde ogsaa at kunne yde mit Bidrag til det Festskrift, som nogle Venner overrakte ham, da han fyldte sit 70de Aar; det var en lille Afhandling om Loven fra Gortys: "Et Indblik i gammel græsk Lovgivning." Han døde 1893. Den gamle Lyceenser Hermansen fandt jeg som theologisk Professor. Han var endnu ganske uforandret.
Jeg bragte strax Brevet hen paa Posthuset, skjøndt det ikke mer kunde komme med noget Aftentog, og jeg ligesaa godt kunde have puttet det i en Brevkasse. Det beroligede mig uendelig, at jeg nu havde sat mig i Forbindelse med Minna, og det paa en saadan Maade, at Ingen vilde kunne dadle mig derfor. Den næste Dag gik jeg strax hen til Hertz's.
Og de forbavsedes alle og undrede sig og sagde: "Se, ere ikke alle disse, som tale, Galilæere? Hvor kunne vi da høre dem tale, hver på vort eget Mål, hvor vi ere fødte, Parthere og Medere og Elamiter, og vi, som høre hjemme i Mesopotamien, Judæa og Happadokien.
-Ja, svarede Ida. Hun havde vist slet ikke hørt hvad han havde sagt, men hun talte i den sidste Tid med dem alle af Opvarterpersonalet, med Ellingsen og med Buffetjomfruen, dem alle; næsten som paa Hoteller uvilkaarligt de Folk plejer, der gaar i en Skræk for en Dag ikke at kunne betale. -Vejret er saa smukt, sagde hun.
Og værer I ligesom Mennesker, der vente på deres Herre, når han vil bryde op fra Brylluppet, for at de straks, når han kommer og banker på, kunne lukke op for ham. Salige ere de Tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer.
Uden at kunne yde ham Hjælp maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø.
Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne. Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var komne betids fraborde. Som Søen #brød# nu til Morgen for en Vind, der var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest, skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.
Dagens Ord
Andre Ser