Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juni 2025
-Hvor her er trist, sagde Ida, der, stille, fulgte de sparsomme Lys fra Lygte til Lygte. -Og koldt er 'et, sagde Karl. De krøb sammen i hver sit Hjørne. Drosken luntede videre, og de to tav igen. -Men han kører osse, som om han kørte til Begravelse, sagde Karl. Og de tav igen. -Saa var jeg hos din Mo'r, sagde Ida, fra Krogen. -Naa, mumlede Karl. -Men hun var ikke hjemme.
Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig? Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede fremad, Fjældet var temmelig højt.
Men i det samme ramte en lang glubsk Lue ham og sved i et eneste Pust Kitlen og Hatten af ham. Han stod nøgen, de skruplo nede i Forsamlingen, han krummede sig sammen og krøb i Ly ind til Pælen. Men nu slog Luerne op fra alle Sider, Zacharias kunde ikke blive siddende ved Pælen. Han rejste sig, og blev yderligt levende, han sprang omkring i Ilden, han dansede paa de brændende Planker.
Kan De kaske brække Halsen uden at dø? Hva' vilde hun ogsaa paa de Udsigter med den Kammertjener? Hun vilde vel elske ham ... De vil jo allesammen elske i vor Familie! ... Men sluk nu Lampen, at vi kan komme til Ro. Ingwersen rejste sig og krøb op i sin Seng. Hun var i stumpet Særk, graa Modest, Natkappe og lange, sorte Uldhoser.
Da dette var gjort, krøb vi til den modsatte Ende af Kanten, hvor der voksede et af de forkrøblede Træer, den eneste Vegetation, der saas paa hele Klippefladen, og bandt Enden af dette improviserede Reb til en lang, tyk Rod, der var groet ud over Klippefladen i Haab om at finde et Sted, hvor den kunde gro.
»Værsgod, mine Herrer, kom saa!« Nølende krøb de to Fjender ud af Vognen. Spørgende saa de paa hinanden. Døren til Huset stod aaben. Detektiven drev dem op ad snævre Trapper. Der var kun én Sal og én Indgang. Ingen Navneplade paa Døren. Detektiven betænkte sig lidt. Døren var gammel og skrøbelig. Med et kraftig Tag rev han Laasen op. Værelset, de kom ind i, var alt andet end indbydende.
Jeg huskede paa, hvor meget der afhang af, at jeg kom ind til Byen, og jeg krøb fremad med Besvær og naaede da tilsidst Toppen. Da jeg kom derop, kunde jeg se Byen ligge paa den anden Side.
Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken. Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde. Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit Mavebælte. Det er den gamle Historie igen om en Pebersvend.
Nu stod de der og krøb sammen med deres anløbne Politur og deres sammensunkne Polstring, over hvilken det falmede Betræk slog Rynker og Folder stod og vaklede paa deres brøstfældige Ben som Lemmer i en Stiftelse, stuvede sammen paa en Belægningsstue. Over dem paa Væggen hang der Billeder, samlede sammen gennem et Samliv tilfældigt som de Minder, der knyttede sig dertil.
Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa han paa Stedet maatte føje Naturen. Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften størknede ved den mindste Lyd.
Dagens Ord
Andre Ser