Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. oktober 2025
Der bliver ikke Tid til mere Passiar. Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner et Par ny Træsko. Allerede langt borte hilser han.
Hilser Priska og Akvila, mine Medarbejdere i Kristus Jesus, som jo for mit Liv have sat deres egen Hals i Vove, hvem ikke alene jeg takker, men også alle Hedningernes Menigheder; og hilser Menigheden i deres Hus! Hilser Epænetus, min elskede, som er Asiens Førstegrøde for Kristus. Hilser Maria, som har arbejdet meget for eder.
Aristarkus, min Medfange, hilser eder, og Markus, Barnabas's Søskendebarn, om hvem I have fået Befalinger dersom han kommer til eder, da tager imod ham og Jesus, som kaldes Justus, hvilke af de omskårne ere de eneste Medarbejdere for Guds Rige, som ere blevne mig en Trøst.
Hilser Andronikus og Junias, mine Frænder og mine medfangne, som jo ere navnkundige iblandt Apostlene og tilmed have været i Kristus før mig. Hilser Ampliatus, min elskede i Herren! Hilser Urbanus, vor Medarbejder i Kristus, og Stakys, min elskede! Hilser Apelles, den prøvede i Kristus. Hilser dem, som ere af Aristobulus's Hus. Hilser Herodion, min Frænde!
Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og hilser. Men ikke for dybt! Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara. Naturligvis har hun sit Barn med, ja! Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. Selv faar han vist heller ingen. Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt. Han er for fed, min Stump. Adolf! lød det advarende fra Fruen.
Kun een af dem fastholde vi som vor egen, idet vi i Anstændighedens Navn anlægge Sag imod Havnekontoret. Det er den første offentlige Bygning, man hilser paa, naar man kommer, den sidste, man passerer, naar man gaaer; der er kun een Ting, der kan forsvare dens Ydre nu det nemlig: at man ikke bemærker den.
Men når I gå ind i Huset, da hilser det; og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til eder! Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder! Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land tåleligere på Dommens Dag end den By.
Og meget mildt, næsten uhørligt, gentog hun de fremmede Ord, medens hendes hvide Hænder stadig var foldede over hendes Knæ: Jeg elsker Dig som Solen elsker Aftnens gyldne Skyer, der favner den og helt den favner, mens stolt, en sidste Gang, den hilser Jordens usle Herlighed og dør. Alle tav lidt. Saa sagde Lady Lipton: -Men oppe paa sit Billede har han skrevet det Vers, jeg elsker højest.
Bærer ikke Pung, ikke Taske, ej heller Sko; og hilser ingen på Vejen! Men hvor I komme ind i et Hus, siger der først: Fred være med dette Hus! Og er der sammesteds et Fredens Barn, skal eders Fred Hvile på ham; men hvis ikke, da skal den vende tilbage til eder igen. Men bliver i det samme Hus, spiser og drikker, hvad de have; thi Arbejderen er sin Løn værd.
De gaar forbi, én efter én, Godsforvalteren og de to Løjtnanter, og Fuldmægtigen og Doktoren. Og de hilser, Og oppe nikker de og siger et Par Ord om hver. De véd, hvor hver gaar hen og hvad han skal der. De kender hver Dragt og hver Blomst paa en Hat. Og de gør hver Dag de samme Bemærkninger om de samme Ting. Minna Helms gaar forbi og nikker. -Saa' du Minna Helms, siger Moderen. -Ja.
Dagens Ord
Andre Ser