United States or Senegal ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde hun og lukkede med ét sine Øjne: -Hvorfor skulde det vel blive anderledes? Begge tav ved Siden af hinanden, mens Vognen kørte frem gennem Gaderne, til den holdt og Marschalinden steg ud. Moderen blev siddende i Vognen. De tunge Laag faldt halvt ned mod hendes smerteligt stirrende Øjne. Fru Harriette kom tilbage og de kørte igen, da Moderen halvt raabte: -Dér er Hans.
-Sikkert, sagde Ministeren, og lidt efter sagde han, idet han saá udad Vinduet: -Denne gamle Mand er oprigtig som en Fortvivlet. Fru Harriette drejede hastigt Hovedet om mod Ministeren: -Ja, sagde hun og nikkede. Og de talte ikke mer, før Ministeren stod ud. Da Vognen atter kørte videre, førte Marschalinden pludselig hastigt Muffen op mod sit Ansigt: hun brast i Graad.
Tjeneren kom ind og, idet han bøjede sit armeniske Hoved meldte han, at Fru Marschalindens Vogn var kommen; og Fru Harriette spurgte Moderen, om hun ikke vilde køre med: hun skulde kun gøre et Par Visiter. -Ja, saa kan jeg blive siddende i Vognen, sagde Moderen, og de gik ind i Stuerne for at sige Farvel.
-Nej, Harriette, Harriette og Moderen sprang op, da Marschalinden kom ind i Spisestuen : er det Dig? Hun kyssede Marschalinden to Gange: -Fritz, vi maa straks se hende ind i Ansigtet, sagde hun og førte Fru Harriette hen til Vinduet: -Jo, Du ligner ganske Dig selv, sagde Moderen og kyssede hende igen. -Og Du ogsaa, sagde Marschalinden og smilede.
Georg bukkede foran Hendes Naade med et Kort paa en Bakke: -Det er Harriette, sagde hun. -Naa. -Lad Marschalinden komme ind. Georg aabnede Døren og Fru Harriette kom ind, indsvøbt i Fløjl og Pelsværk: -Go'morgen, Tante; hun kyssede Hendes Naade paa Panden: -Ja, her har I mig. Med skinnende Ansigt gik hun hen imod Excellencen: -Goddag, Onkel Hvide.
-Og Du skriver stadig, Onkel Hvide, sagde Fru Harriette, og, mens hun fik næsten den samme Glans i sine Øjne, som da hun var kommen ind ad Døren, lagde hun til: -Hvor rørt jeg har været over, at Du har husket mig med alle dine Bøger. Hendes Naade smilede pludseligt og stansede derpaa sit eget Smil: -Ja, sagde hun: Hvide husker alle sine Venner.
... Ministeren kørte bort sammen med Fru Harriette. Han talte om Hr. von Bismarck og Østrigs kummerlige Stilling under Krisen. Pludselig sagde han: -De hører ikke efter. -Nej, min Ven, undskyld. Og lidt efter sagde Marschalinden: -Naar man ikke har set sin Ungdoms Venner i tyve Aar, kan der være et og andet at tænke over.
-Vi talte om ét og tænkte paa noget andet, svarede Marschalinden. -Hvorpaa da? Alle tre Ansigter saás sammen i Skæret af Standlampen. -Aa, sagde Fru Harriette: jeg idetmindste sad og tænkte paa Lykken og Livets Gang. Faderen svarede ikke. Men Marschalinden sagde: -Jeg er kommen til den dybe Overbevisning, at al Opofrelse er unyttig.
-Men han rystede da ogsaa allerede over hele Kroppen, naar han skulde holde paa vore Stylter. Fru Harriette lo: -Ja, der sad de, baade Anders og Jens. -Foran hver sit Hus lige ved Indkørslen, sagde Moderen. Og ingen kunde flytte dem, lagde hun til. Marschalinden og Moderen lo begge to, mens Marschalinden løftede Armene: -Nej, for de døde jo aldrig og gi'e dem Afsked var der ingen, som turde.
Hans Excellence lukkede Klappen og støttede sig, med de fremstrakte Arme, et Øjeblik til Chatollet. Saa gik han hen og laasede Døren og satte sig i sin Stol. Hendes Naade vendte Hovedet et Øjeblik bort fra Poeten, der talte om H.C. Andersen og Erindringer fra Nysø, og spurgte Moderen, som gik forbi med Fru Harriette: -Hvor er Hvide?
Dagens Ord