United States or Zambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og det var ham, vi skulde besøge. Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet. Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt gled vi indefter uden at tale videre sammen.
Han søgte nu Ræven op og raabte til hende, at hun skulde komme tilbage; men Ræven kom aldrig. Man siger, at han gaar om i Fjældene endnu og kalder paa hende.
Hvorfor mon jeg skulde høre denne Sang? tænkte jeg ved mig selv og gik hjem. Den næste Morgen mod Dag gik jeg igen op mod Fjældene, og da hørte jeg det samme; der var nogen, som brød ud i Sang. Hvorfor hænder det mon mig? tænkte jeg. Samtidig ser jeg to Mænd komme hen imod mig. Det var Indlandsboer.
Og han stirrede op over Fjældene, der svulmede i stærke, faste Former under Sneen. Han kunde se helt ind omkring det inderste af Fjorden, hvor de var gaaet. Og hist ovre paa den anden Side laa Bondegaarden, hvor de holdt Raad, inden de gik. For fire Dage siden havde han siddet derovre livskraftig og munter og slaaet i Bordet og spottet og haanet de andre. Og nu.
„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham aldrig, vi hører ham blot.“ Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede om ham, saa det hvæsede hen over Stenene.
„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han. „Jo! men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til, „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“ Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene. Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod Hulen og sagde lige som for sig selv: „Jeg tror, det var Fanden selv!“ „Fanden! Hvad mener du?“
Hun skreg sig hæsere og hæsere, og saa til sidst blev der stille; vi troede, at hun endelig var gaaet vild i Fjældene i den mørke Nat. Men saa var det, at Døren med eet sprang op; den lille havde fundet hjem, og nu stod hun der paa Gulvet, rystende af Angst og Kulde.
Os vil de intet godt bringe.“ Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag. „Aah, de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik ind i hans Telt. Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende Draaber.
Spydene haglede ned over de bagerste Hvaler, og Mændene hylede og skreg, saa Fjældene skjalv. Et Øjeblik følte de forreste Hvaler Stødet af Flokken, der for imod dem. Saa jog hele Grinden mod Land, rivende Vandet med sig i en mægtig Bølge. Det klaskede og slog mod Klippen af Vand og Hvalkroppe. Saa rislede og sivede Vandet tilbage ned i Bugten.
Kvinden var sprunget op fra Lejet og var styrtet ud. Manden for efter hende, men han saa kun en Ræv springe ind over Fjældene. Saa tog han hjem og fortalte Manden, at hans Kone var flygtet. „Sagde jeg ikke til dig, at hun var meget hidsig, og at du intet maatte sige, hvis hun kom til at lugte?“ sagde Manden og skældte ham ud.
Dagens Ord