United States or Wallis and Futuna ? Vote for the TOP Country of the Week !
Jeg hørte ham i Forbifarten sagte meddele Hr. de Caulaincourt, at det var tyske Fyrster, hvoraf den ene Halvdel ventede paa at blive Konger, medens den anden Halvdel allerede følte Tiggerstaven i Haanden. Da Duroc hørte mit Navn, viste han mig ind, og straks efter stod jeg overfor Kejseren. Jeg havde de hundrede Gange set ham under Slaget, men aldrig før staaet Ansigt til Ansigt med ham.
Imod Syd viste nogle graa Røgsøjler vore Forposters Stilling, imod Nord var der intet mellem os og det russiske Hovedkvarter. Solen var ved at gaa ned, da vi red over en Bakke og saa en lille Landsby til højre for os og til venstre et højt, skummelt Slot, der ragede op midt i en lille Fyrretræsskov. "Hvad er det for en Landsby?" spurgte Duroc en Bonde, der kom forbi.
Da min Kammerat imidlertid i den næste Landsby gentog det samme Spørgsmaal med det samme Resultat, kunde jeg ikke lade være at spørge ham om, hvem denne Baron Straubenthal var. "Han er en Mand," sagde Duroc, medens en pludselig Rødme fløj over hans ungdommelige Ansigt, "med hvem jeg har et vigtigt Mellemværende at ordne."
Denne Nøgle maatte være bragt os i en eller anden Hensigt, og den maatte passe til en Dør hvorfor skulde hun ellers have bragt os den med Fare for sit eget Liv? Det vilde staa daarligt til med vor Kløgt, om vi ikke kunde finde ud af, hvor den hørte til. Jeg gav mig straks i Lag med at flytte alle Kasserne ud fra Muren, og Duroc, som mit Mod gav ny Kraft, hjalp mig efter bedste Evne.
Et Øjeblik efter slængte han den hen ad Gulvet, thi den var alt for lille til det kolossale Nøglehul. Duroc sank ned paa en Kasse med Hovedet imellem sine Hænder. Han stønnede i Fortvivlelse. Jeg kunde næsten selv have stønnet, naar jeg tænkte paa Kvinden og paa, at vi var ganske ude af Stand til at komme hende til Hjælp. Men jeg fattede mig hurtigt.
Denne Oplysning var ikke meget fyldestgørende, men der var noget i min Kammerats Maade at tale paa, der fortalte mig, at ethvert yderligere Spørgsmaal vilde være ham ubehageligt. Altsaa tav jeg, medens Duroc fremdeles udspurgte dem, som vi mødte, om Baron Straubenthal. Ethvert Skridt førte os længere bort fra Lejren.
Men naar man er Soldat, lærer man snart at finde sig i, hvad der ikke kan være anderledes. Jeg genvandt først min Koldblodighed og anmodede Duroc om at bistaa mig med at undersøge det Værelse, der var blevet vort Fængsel. Det havde kun et Vindue, uden Glas, og saa snævert, at man ikke en Gang kunde stikke Hovedet igennem det.
Han var en skikkelig Fyr, denne Duroc, med Hovedet fuldt af alt det Sludder, man lærer paa Militærskolen i St. Cyr. Han vidste bedre Besked om Alexander og Pompeji end om at blande en Hests Foder eller pleje dens Ben. Men en prægtig Dreng var han som sagt, og det morede mig at høre ham snakke løs om sin Søster Marie og sin gamle Moder i Amiens. Kort efter befandt vi os i Landsbyen Hayenau.
"Selv om jeg maaske en Gang har baaret det Navn, hvad vedkommer det saa Dem! De maa have været et Barn, da jeg bar det!" "Mit Navn er Duroc!" "Vel dog ikke en Søn af ?" "En Søn af den Mand, De myrdede!" Baronen prøvede paa at le, men der var Rædsel i hans Blik. "Gjort Gerning staar ikke til at ændre, unge Mand!" raabte han. "Det gjaldt deres Liv eller vore i de Dage: Aristokraternes eller Folkets.
Men jeg var ikke bleven Spor af klogere paa, hvad den unge Duroc ønskede af mig. "Hvorledes kan jeg saa tjene Dem?" spurgte jeg. "Ved at tage med mig." "Til Slottet?" "Netop." "Hvornaar?" "Med det samme!" "Men hvad har De i Sinde at foretage Dem?" "Jeg ved, hvad jeg vil gøre. Men alligevel vil jeg gerne have, at De tager med mig!"
Dagens Ord