United States or Russia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hans Samtale ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man bliver ikke syg, naar man ikke vil være det."
Da vi den næste Eftermiddag traadte ud af Gadedøren, stak Minna sin Arm ind under min og dreiede mig med et Ryk: Veed du, hvor vi skal hen idag? idag gaar vi til Zwinger. Jeg vil nyde godt af Alt, hvad du har sagt mig om Bygningsstil og især om Rococoen. Nu skal vi repetere det i den rigtige store Billedbog.
Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke længer skjule: det øsede ned. Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret.
Hun snakkede med os begge Samtalen dreiede sig om tydsk Theater og Skuespilkunst, men da hun blev tegnet i halv Profil, kunde hun kun sjelden se hen til Stephensen, og selv naar hun svarede ham, maatte hendes Blik og Miner for det meste henvende sig til mig. Han var meget optagen af sit Arbeide, men saae gjerne, at hun talte, for at hendes Ansigt kunde beholde sin Livlighed.
Og saa var det, du reiste? spurgte Minna pludselig, idet hun dreiede Hovedet, hurtig som en Fugl, og saae paa mig med et gjennemtrængende Blik. Denne Vending overraskede mig fuldstændig. Ja saa, saa reiste jeg, stammede jeg og blev rød i Hovedet.
Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen og der ... omtrent ved Kirken laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen. Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt, snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover.
Jeg stillede ganske sagte Lampen paa Commoden bag ved hende, og da et stort Stykke af Kuplen var gaaet af, dreiede jeg den saaledes, at Lyset gjennem dette Hul straalede hen paa Noderne, hvilket nok kunde behøves; thi glimrende lyste denne Lampe sikkert ingensinde, og den saae ud, som om den ikke havde været renset i Løbet af Sommeren.
Ellen saa over og ganske apatisk sagde hun: Ja hvis Du synes. Og han maa jo dog som Stamherre ... Det er ganske sandt, men ... Jeg havde troet, det var Dig ubehageligt. Saadan at have en voxen Søn Ellen reiste sig lidt i Stolen. Det begyndte at gaa op far hende, hvad det dreiede sig om. Ja, sagde hun, det vil blive besynderligt. Hun skød Slæbet til Side med Foden og stod op.
Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen.
Jeg naaede Kampestenen, og jeg dreiede Slæden om den: nu kunde jeg see Kirketaarnet lige for mig. »Men nu maa De kjøre lidt forsigtig«, sagde Andrea Margrethe til mig, »for Veien er ujævn og fuld af Steen.« »Vil De da ikke komme over at hjælpe mig, om det skulde være fornødent«, bad jeg atter.
Dagens Ord