United States or Norfolk Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Der staar noget Boeuf," sagde Sofie tilsidst, og saá fra Arbejdet hen imod Williams Krog. "Jeg er ikke sulten." Han forandrede ikke Stilling; "Tak." Der blev en ny Stilhed. Fra Bordet saá begge Søstrene undertiden sky paa Broderen; han stirrede frem for sig og bevægede Hovedet ledeløst frem og tilbage. Der var noget maskinmæssigt ved det. "Hvor det stormer," sagde Nina.
Han vendte Ansigtet mod vinduet, og idet han saa' ud over den lyse Gade, sagde han: -Ja, min Herre, her er »Stemning«, her forstaar man at nyde efter at have arbejdet. Og han blev ved at tale i sin ophidsede Tone, med store Haandbevægelser, slaaende ud mod Byen foran sig.
Men saa blev Marschallen styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det kunde blive til Noget.
De sad stille hen Dagen lang, i svimmel og afmægtig Angest: Om der var sket noget nyt. De turde ikke tænke og ikke tale. De glemte Arbejdet i deres Skjød, foldede mekanisk Hænderne og sukkede uden at vide det. For hundrede Gang sagde Frøken von Salzen: -Men han vil naturligvis blot sé Dem, Barn bare sé Dem, og troede det ikke selv. Hen imod Aften kunde Priorinden ikke mere holde det ud i Stuen.
Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i Naturen som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C. Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af Naturen.
Og Deres Del i Arbejdet, det Arbejde, der er fuldbragt og endnu fuldbringes i denne By og i dette Land, er saa stor, at ja, man tør sige det det hele danske Folk bør vide Dem Taknemlighed for Deres Værk. Men det er en mager Ros, denne og jeg kan sige det den er ufortjent ringe.
Men da skete det mærkværdige: De havde jo bundet hans Hænder, og stadig holdt han dem skjult paa Ryggen. I Stilhed havde han længe arbejdet paa at løse dem, nu endelig var det lykkedes. I dette Nu snappede han Anførerens Klinge, der laa paa Bordet, sprang et Par Skridt tilbage og svang den over Soldaternes Hoveder. Forvirrede stirrede de paa ham.
"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi saa rejse sammen eller ikke?" "Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg. "Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden frem, "lad os give hinanden Haanden paa det." Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet.
Og Haver og Gaarde og Gange og de Syge i Seng ved Seng og Rekonvalescenters møjsomme Trin, og Lægers Skikkelser, som følger deres Vej, og Arbejdet, ens hver Dag fra Time og til Time det blev Rammen, flød sammen som Ramme om er enkelt Liv. Af alt dette Levende skød én Skæbne frem, en Skæbne at gøre levende. Nu sendes Fortællingen hjem til det Sted, hvor den blev til.
Se, jeg siger eder, opløfter eders Øjne og ser Markene; de ere allerede hvide til Høsten. Den, som høster, får Løn og samler Frugt til et evigt Liv, så at de kunne glæde sig tilsammen, både den, som sår, og den, som høster. Thi her er det Ord sandt: En sår, og en anden høster. Jeg har udsendt eder at høste det, som I ikke have arbejdet på; andre have arbejdet, og I ere gåede ind i deres Arbejde."
Dagens Ord