United States or Denmark ? Vote for the TOP Country of the Week !
Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom." og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!" Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
Fede Snegle maver sig frem over Dyndet trækkende efter sig brede Strimer af Slim. Her finder jeg hende igen. Jeg kommer forbi for at se, om der skulde være en Due nede for at drikke. Hun ligger paa Knæ paa en Sten og øser Vandet op i sin hule Haand for at vaske sit Ansigt rent. Haaret sætter hun en Smule op efter Billedet i Vandspejlet.
Det var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser.
De svarer ham med høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den efter ham. Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi. Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted. Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om Tæerne. Jeg hilser ham.
Dødtræt var han nu ogsaa bleven og gennemisnet af Regn og Blæst. Han tumlede afsted gennem Mørket, snublede over Stenene og gled ud i Dyndet. Det er ikke saa let at gaa, naar man er ene og har Hastværk og ikke kan se. Gang paa Gang gled Benene fra ham, og han gik paa Hovedet, undertiden i Dyndet, undertiden mod en Sten. Men han gik og gik. Vilde den Vej da aldrig faa Ende?
Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!" Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten? Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
Han red næste Dag i klingrende Frostvejr. Vejen gik i ujævne Bølger, stenet og vanskelig, men Hesten vedligeholdt et stift Galop. Den stærke Luft susede Axel om Ørene, han sad i en klippende Larm af Hestens Hovslag og Luftens Bulder. Og han sang. Hans Stemme gik som en skærende Strime mere i Ridtets Støj. Han red og sang som i et piskende Stormsus, Sne og Sten strømmede under ham.
Det var Midnat, da jeg red ind i Hof, men hvert eneste Vindue var oplyst, hvad der i dette søvnige Land var tilstrækkeligt til at vise mig, i hvilken Ophidselse Befolkningen befandt sig. Man hylede og skreg, da jeg sprængte gennem de menneskefyldte Gader, og en Gang fo'r en Sten syngende forbi mit Øre, men jeg fortsatte roligt min Vej, indtil jeg naaede Slottet.
Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang, alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede derinde.
Dagens Ord