Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
-Tine, det var Skovriderens Stemme nu har De taget Deres Madrats igen og lagt ind til mig ... Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej! -Ja, lod Stemmen blodt, og det er alt for meget alt for meget ... Tak. Hun horte hans Trin fjaerne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun havde faaet Taarer i Ojnene. Saa klaedte hun sig af og gik i Seng, langsomt og stille.
Excellencens Spørgsmaal lød som en utydelig Mumlen; de kunde intet skelne, men hver Gang de hørte Stemmen, bøjede de sig frem med tilbageholdt Aandedræt. Undertiden hørte man Samtale fra Hendes Naades Værelse. Fruen laa til Sengs, hun var begyndt at gaa i Barndom. Hun raabte nu og da hæst paa Pigen. Ludvig fo'r sammen, naar han hørte det. Stella gik hen og standsede Uhret.
"Det er lutter Smaareplikker," sagde Professoren uden at løfte Ansigtet fra Bogen, "det er lidt svært at komme i Affekt paa for en Begynder." William følte det selv: "Ja, Replikkerne er meget korte," sagde han. Professoren faldt i Tanker med Bogen i Hænderne. William ventede stillet til en Stol. "Og man kan heller ikke høre Stemmen. De holder den nede i lutter Mellemtoner .."
Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par Gange og besindede sig. »Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.
Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes: -Aa, her er Selskab!
"Naa, Weltschmerz," henkastede Frøken Falk og dukkede med Hovedet, de gik lige om et Hjørne. "Hvor gammel er De?" William blev rød. "Seksten Aar." Han søgte at gøre Tonen ironisk, men opgav det, og Stemmen blev helt borte paa det sidste Ord. "Og er allerede bitter mod Verden ja det begynder man jo med nutildags."
Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte Ordene: Verflucht sollst du sein auf Erden, hörest du mich ruhelos, schlaflos, dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde!
-Deres Naade, sagde han og blev mere "klein", da han stod foran hende Stemmen skjalv lidt. Deres Naade. Det er nok en Fejltagelse.... -Hvad er der, Paul? -Deres Naade, de store Kandelabre laa i Kassen. -Ja, Paul, Priorinden blev rød som en Tyv over det blege Ansigt, jeg ved det. Paul vendte kort om og gik.
Han bar Storkorsets store Baand og havde røde Pletter paa Kinderne. -Men hvad hører jeg? sagde han, der talte noget højt: her er Sygdom. Frøken Rosenfeld hørte Konferensraaden sige, i sin Festtone: -Kære Brandt ... Men saa sænkede han pludselig Stemmen; han sad paa en Stol, rykket lidt ud fra Sengen, ubestemt urolig som alle gamle Folk ved Sygdom: -Men hvad er dog det ... men hvad er dog det ...
Lige da han begyndte, havde han løftet Stemmen noget højere for at vise den, men han havde straks sænket den igen det var ligesom noget sprang i den, og han blev helt forskrækket. Knælende laa han, med oprejst Pande og Hænderne foldede ind imod sit Bryst. Øjnene lyste, og Stemmen bar Ordene som en inderlig Lovsang. Gerson syntes, han var ligefrem køn, og kunde "s'gu ikke forstaa 'et".
Dagens Ord
Andre Ser