Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han ikke turde tale om ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom: -Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa.
Naar han som før hvilede sit Hoved mod hendes Skuldre, sagde hun: -Det er kun en Drift, hvis Indhold han ikke forstaar. Og hun led og længtes dog efter denne ømme Tomhed. Men en Tanke pinte hende Nat og Dag: Der vil dog komme en Tid, hvor han forstaar alt, hvad han har givet mig den Dag, da han giver alt det samme til den, som han elsker. Og da vil han hade mig.
Og altid slog paa ny de samme Spørgsmaal Kredsvagt rundt om hendes pinte Sjæl. Saadan sad hun Time efter Time, sammensunken, i Selskab med sin sløve Kummer; og hun stirrede kun saa søvnigt paa sin egen Fortvivlelse. Ja dette var det urimelige. Dette var det hensigtssløst urimelige. Hun havde taget dette op i sit Liv som en uskyldig Glæde i en Tilværelse uden Maal.
De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed uden at tale. Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at tale losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat.
Hun blev meget snaksom idag, mens de kørte en hastig og broget Snakkesalighed, der undertiden kom over hende, som vilde hun pludselig plapre sig fra det, der pinte hende, snakke og snakke, mens hun stadig sad med de samme stive og stirrende Øjne og talte, talte om løst og fast: -I Morgen rejser jeg, sagde hun pludselig. -Rejser? sagde Asta. -Men hvorhen?
Men Mathilde sad mest som hjemme, stille forknyt i sit Hjørne, og viste kun en egen ydmyg Taknemlighed, der næsten pinte Asta... . ... Mathilde kom tilbage med Tøjet paa, og de gik ned til Vognen.
Herregud saa tal da ud, min Dreng! Baronen mumlede nogle uforstaaelige Ord, og den gamle Frue fortsatte. Hun talte langsomt og famlende, som følte hun sig uvis. Jeg har jo længe tænkt, sagde hun at der maatte være noget andet, der pinte dig, end blot og bart det, at du havde mistet din Kone; men jeg har ikke villet trænge ind paa dig.
Og hun pinte og plagede Manden, snart med Bønner og snart med Trusler, om i det mindste bare at overlade hende et Par hundrede Kroner af sin Skat, bare ét Hundrede! Og da Jens stadig viste sig lige urokkelig afvisende, voksede der efterhaanden op i hende et vildt og uforsonligt Had imod ham.
Men denne Gang havde han følt, at det var noget alvorligt. Han kunde ikke lære noget i Skolen, og han kunde hverken læse eller skrive, havde de sagt, naar Sagen blev drøftet. Men det vidste han, var der flere i Bygden, der heller ikke kunde. Han havde egentlig været bange for, at det var hans Frygtsomhed, det var galt med. Der følte han Brodden, og den pinte ham.
Dagens Ord
Andre Ser