United States or Rwanda ? Vote for the TOP Country of the Week !
Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump og dukker sig. Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue, og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig.
Han var maaske det kraftigste Skud af denne kraftige Slægt, som Danmark skylder saa meget, men den i Familien arvelige Tunghørhed gjorde ham det vanskeligt at deltage i Samtaler og Forhandlinger, og skjøndt baade jeg og andre med Glæde vilde tjene ham som Hørerør, trak han sig dog tilsidst mismodig tilbage fra den Verden, hvori han saa gjerne vilde leve.
Og han følte igen hele Leden fra de tungluftede Stuer dernede, hvor de udslidte Medarbejdere dukryggede skrev mekanisk omkap med den buldrende Maskine Gravesen, Krans og Stær ... Og Arnoldsen og Lange, der evindelig sad, den ene mismodig og den anden selvglad, og befølte deres eget Talent og kom ikke videre en evindelig Marsch paa Stedet af hele dette »skrivende« Kompagni. Og han selv?
Hvorledes kunde det være gaaet til? Den stakkels Fyr grundede længe over dette Spørgsmaal uden at finde noget Svar; han var dybt mismodig over at have mistet det værdifulde Instrument, det eneste, hvormed han kunde maale Skibets Fart. Tidlig om Morgenen den 12.
-Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset. -Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse: -Nej, sagde han, der sendes ingen ud. -Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer.
Imidlertid gik Transporterne ikke særlig hurtigt fremad, thi Sneen laa favnehøjt, Vejene var frygtelige, og vi havde kun tyve Invalider til at hjælpe os. Vi kom over Vistula lige overfor Marienwerder og var naaet saa langt som til Risenberg, da Major Legendre traadte ind i mit Værelse paa Posthuset med et aabent Brev i Haanden. "De skal forlade mig!" sagde han mismodig.
Et Stykke engelsk Hefteplaster, hvis jeg fik et dødeligt Saar, og hvis jeg seirede, en ubøielig Lov, der jog mig bort fra den tilkjæmpede Lykke det var dette Brevs ikke just henrykkende Forjættelser. Jeg følte mig endnu mere mismodig, end da jeg traadte ind i Værelset.
Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjæl fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at være dem prisgiven og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i Rytme.