United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !


Den gemene Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Præstens som en Del af hans Tilhøreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig af hende at være indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og at hun endeligen maatte brændes, førend de vilde vige bort. stævnede hende. vidnede.

Nei, lov ikke Noget, hvad nytter det kys mig! Taarnuhret i Kreuzkirche slog Tolv, det var paa Tide at skilles. Gadedøren var naturligvis forlængst lukket. Minna maatte med ned og lukke mig ud.

Fler og fler det hørte jo aldrig op der maatte da være hundrede.... Man slap Kikkerterne og man klappede tæt, over hele Salen. Det var Operettens berømteste Numer, »Kyssenes Kor«. Man fangede, man valsede, man kurede og kyssede. Publikum jublede; man vilde have det om og atter om. Her kysses vi, Som har Jour; Her kysses vi Og gør Kur. Her kysses vi.

Men Flyge førte Anna rundt i sin Omgangskres, og hun kom i Selskaber og Teatre. Det flimrede om hende med nye Ansigter og fremmede Indtryk. Tanker, der havde ligget i Svøb hos hende, naar hun gik om hjemme, ene med Moderen Tanker om Livet, som det vel maatte leves de foldede sig nu ud i fuld Styrke. Og hver Dag hørte og læste hun Ting, der kom til hende som Svar paa lønlige Spørgsmaal.

Uase kom til at se ganske besynderlig ud; det var, som om Maven og det øvrige Legeme ikke hørte sammen; thi samtidig med at Underlivet bulnede ud og blev uformeligt, skrumpede Manden ind og blev til Skind og Ben. Naar han førtes uden for sit Telt, maatte han blive siddende stille og ubevægelig; ikke engang Armene kunde han røre.

Hun følte en vanvittig Skræk, mens alle Pulse bankede ... Fandt i samme Nu tusind Grunde for sin Frygt ... Han havde været saa besynderlig iaftes, de var skiltes saa brat. Hvad havde han egenlig sagt ... Og det Kys, han havde taget under Dansen ... Gode Gud hun rev Kjolen ud af Kammerpigens Hænder fik den paa hun maatte se ham straks.

Og intet Sted; ikke den Krog, ikke den eneste Plet, aldrig det mindste Rum, hvorhen hendes Vei kunde gaa: han var der, han var jo overalt. Hvert et Minde bar med Angst hans Ansigt, hver Erindring talte skræmmet med hans Røst. Nu var hun hjemløs i sit eget Liv. De maatte skilles. Men hun syntes, at Livet maatte standse sin Gang i Skilsmissens Elendighed.

-Bilder de Folk sig ind, at det morer mig at se dem gabe, sagde Fru Simonin. De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve. Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.

Videnskaben havde allerede slaaet Allarm for Fremtidens store Herskertanke: de skulde lægge ogsaa Luftens Riger og Lande under sig. Mon det vilde lykkes? Vilde man nogensinde opfinde det rette, trygge, styrbare Luftskib? ... Man maatte ikke haabe det.

-Skinsyg? sagde Moderen: Nej. For at være skinsyg, synes jeg, maatte man sammenligne sig med de andre. Marschalinden lo igen: -Og det er aldrig faldet Dig ind? Der gled et Smil over Moderens Ansigt: -Nej, aldrig, sagde hun. Marschalinden blev et Øjeblik ved at se paa Moderens dejlige Ansigt. Saa sagde hun til Faderen: -Stella er vidunderlig.