Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 12. juni 2025
Tak Gud, Børn, at dette er forbi. Jeg hoster lidt om Natten og er maaske blevet lidt gammel, naar I ser mig igen. Jeg kan ikke mere rive de graa Haar ud, som William saa gerne vilde, nu er der altfor mange." Det sidste Brev var skrevet fra Horsens. De var komne der tre Dage tidligere for at være hjemme, naar Børnene kom.
Et Bord blev væltet over Ende med et Brag, og en ung Mand sprang op paa en Stol. Han lignede en Digter, bleg og mager, med skarpe Høgeøjne og viltret Haar. Han havde et Sværd ved Siden, og hans Ridestøvler var brune af Støv. "Det er Körner, Digteren!" raabte Folk. "Det er den unge Körner, Digteren! Han vil synge, han vil synge!" Og han sang!
Den interesserer sig nu engang ikke for Forfatterne, den viser det allerbedst ved Fordelingen af sine Æreslegionskors. For hvert, der gives til dem, gives der fem til Malerne; mellem disse er der ganske unge Mennesker paa nogle og tyve Aar, der er dekorerede, Forfatterne maa helst have graa Haar, før der tænkes paa dem.
Hoff var kommet midt ind i Damekredsen, som trængtes sammen om ham, mens han stod og koketterede med en rød Vifte, han havde røvet fra en svær Blondine, og hvis Farve stod brillant til hans Haar. William ønskede, han vilde skabe sig lidt mindre. Saa blev der klappet op.
Jeg besøgte Fru Kuno Fischer, en dansk Dame, jeg havde set i min tidlige Ungdom. Smuk var hun endnu, skjøndt det sorte Haar var blevet hvidt. I Carlsruhe mødtes jeg, som tidligere omtalt, med to gamle Bekjendte fra Rom, Theodor Mommsen og Heinrich Brunn. Den 27. August feirede det helleniske videnskabelige Selskab i Konstantinopel sit 25 Aars Jubilæum.
Omkring Halsen er der et Par Perlesnore med et Kors og paa Hovedet en ganske lille, koket Hue over det sorte Haar, som er sat op i Form af en tilspidset Kegle med to bredt udgaaende Vinger længst nede, hvor det ligger fladt til Panden.
"Kunde hun ikke passe bedre paa Dem end at lade Dem fornærme af sine Gæster." "Jeg tror ikke, at Lord Beutworth vilde fornærme mig. Han sagde kun, at han aldrig havde set en saa rød Mund som min, og da jeg dog en Gang var nødt til at gaa ad Helvede til med den og saadant et Haar, kunde jeg begynde med at kysse ham han forklarede det altsammen." "Og blev De ikke meget vred?"
Inger havde grædt, grædt, hun var saa lyksalig, og nu redte hun Axels Haar. Hun blev ved at græde, men hun græd gennem Latter. Axels Haar var koldt, hans Hoved var koldt som en Graasten paa Marken. Du har Jord og Grus i Haaret, snakkede Inger lykkelig og forgrædt. Der sidder Smaasten paa Bagen af dine Hænder. Axel vendte sine livløse Hænder og tænkte efter. Ja han havde ogsaa Jord i Munden.
Tine holdt Moderens Haender saa fast over sit Haar som til et langt Kaertegn: -Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften. Laenge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevaegelser gjorde hun lange og dvaelende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv. Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tovede endnu et Ojeblik saa gik hun op.
Karl nikkede igen til Ilden: -Og hun skal s'gu nok faa hende genindsat i sine Værdigheder, sagde han. Ida svarede ikke, og hun havde taget Hænderne bort fra hans Knæ. -Hvad tænker Du paa? spurgte han. -Paa din Mo'r. Det kom dybt, og hun lagde Hovedet ind mod hans Side, mens Karl førte Haanden over hendes Haar, og Kullene blev ved at falde sammen, lidt efter lidt.
Dagens Ord
Andre Ser