Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 26. september 2025
Glade i Bifaldet kroede Kordamerne sig som Killinger for Rampen. Man kom ikke mér ud af Stemning, mens Konflikten tilspidsedes, og alt blev en Tummel af Støj og Danserytmer: Gaasepigen forfulgtes af en Prins, og en Prinsesse forfulgte hendes Hyrde. Man lo og lo. -Satan, Satan, sagde Lange hvert Minut med voksende inderlige Betoninger, han havde knebet Berg baade gul og grøn i Armen.
Hun sank sammen i en Lænestol, lod alle Vinduer smække op og lod stænke med Eau de Cologne. -For, kære Børn, sagde hun: De Renligste stinker af grøn Sæbe. Faderen befalede Stuepigen at aftørre alle Dørlaase. ... Næste Dag blev der dækket Juleborde. Det var besværligt, og Moderen var længe om det. For hver skulde have ligemeget.
Lidt efter lagde han sig tavs i Seng. Det lynede, gul og grøn Ild straalede ind i Stuen; Niels rykkede Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knæene op mod Hagen som et Barn i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt bedøvende, som var det Himlen, der brast ned. Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den sidste Lyd, Mikkel hørte?
Men Karl sagde: -Nej, for De er, Gud straffe mig, sytten Aar. Ida lo kun det var nu det yngste ved hende, hendes korte, lille halvhøje Latter og de skiltes. Ida gik op. Da hun var kommen i Seng, brød Solen frem bag de mørkegrønne Fortræksgardiner. Stuen blev fyldt af et mildt og stille Lys som Skæret af en mat og grøn Lampe. Ida laa med halvt lukkede Øjne.
Axel kiggede ud af Ruden, som var grøn, og saa Hesten ligge ude i Sneen med alle Ribben i Vejret som et Vrag. De stivfrosne Skanker kastede Skygger paa Sneen i det grønne Maaneskin. Næste Dag spiste de igen, saalænge de kunde, Kese indtil hans Øjne faldt i.
Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak. Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft. Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet. Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle Stier blev slettet ud. En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa hans Bryst. Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé. Mange Aar gik.
Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille. Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om fire fem Timer. Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet bøjet ned mod Skødet og græd.
Men du kunde ikke leve i Vinter; ikke naar Jorden og ikke naar Hjertet var dødt. Du gik. Og dog og dog blomstrer der glødende Roser Roser, Roser blomstrer dog for de andre. Naar man fra Jespersens kom et bitte Stykke længer, da bøjede Gaden om paa Kirkepladsen. Dér laa Kroen og var hvid som Kirken, dens Genbo. Kun var Krodøren grøn, mens Kirkens Port var sort. Til venstre var Smedjen.
Dagens Ord
Andre Ser