United States or Iran ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det forekom mig, at hun ikke havde synderlig Lid dertil, hun bedømte formodentlig Datteren ud fra sin egen letsindige Ungdom.
I alt dette skete der imidlertid en Forandring under Ninas Forberedelse til Konfirmationen. Stella fulgte nu Datteren i Kirke hver Søndag, og William gik med. De havde en egen Stol i Kirken, i Pulpituret lige overfor Prædikestolen, med tætte grønne Gardiner og meget mørk. Stella og Nina sad forrest paa Stolene og lige bag de grønne Gardiner, William blev siddende i en Krog helt tilbage.
Nu vidste jeg, hvem jeg havde for mig: det var hendes første halvt-barnlige Kjærlighed, den Musiker, som Stephensen havde seet hende give Afskedskysset. »Og det var hos dem jeg kom,« sagde jeg; »det vil sige, Jagemann var død, det var hos Fruen og Datteren.« »Minna, det var en smuk Pige!« Vi stirrede begge ned i vore Glas, som om vi med Heine saae Alt deri
Kedeligt, at jeg ikke har faaet mit Strikketøj med! Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen. Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham. Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende med Clara imellem os! Det ser saa hyggeligt ud. Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.
Kate svippede til Karl med sin Pisk: Se paa Hofmassøsen, hviskede hun. Der gik ikke en eneste Trækning over Fannys Ansigt, mens hun mønstrede de første Klasses Kupéer gennem sit Glas. -Kate, kaldte Fru Mourier, der var helt overvældet af Bevægelse og som vilde have Datteren hos sig.
Konferensraadens Øje stak over paa hende: -Hvad skulde her foregaa? spurgte han og Stemmen blev pludselig atter ganske tyk i hans Mund. -Som Du vil, sagde Datteren: Men dette skal vel ha'e en Ende. Og Hofjægermesterinden saá Faderen ind i Ansigtet : vi behøver ikke Hviderne mer. Konferensraaden svarede ikke. Hofjægermesterinden lagde Puderne bag hans Ryg, mens hun fornam, hvor hans Legeme skjalv.
Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned fra sin Ramme. -Ellen, Ellen. Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.
Han maa ikke, Mor! ... Sig det til ham! ... Hvor kan han dog nænne det ...! Ja, ja, nu skal jeg sige det, nu skal jeg sige det ... Men kom Du nu med mig! Og hun lagde en Arm om Datteren og førte hende ud ... Nils Uldahl havde sin Niece Mona til Bords. Han havde, straks da Frøken Sofie begyndte at skrige op, sat sig med et beklagende Skuldertræk og livlig givet sig til at konversere sin Borddame.
I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde ingen sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den anden blev stillet op ad Vaeggen. Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom de gamle Bollings for at hente Datteren.
En Dag gav han sig til at flaa de Sæler, som han hele og uflænsede havde hengemt til Vinteren; han var bleven bange for, at Haarene skulde falde af. Moderen saa ham flænse dem og gik hen og sagde til Datteren: „Hent et Hoved til mig, jeg vil koge det.“ Datteren gik hen og sagde det til sin Broder, men han svarede: „Nej, det er Sæler, som jeg har gemt til Vinteren.“
Dagens Ord