United States or Gambia ? Vote for the TOP Country of the Week !
»Nu komme vi, nu komme vi«, sagde Andrea Margrethe, og saa maatte vi afsted. Der herskede Dødsstilhed inde i Dagligstuen. Forpagteren var bleven træt af at fortælle om sine Heste, og Præsten lod til at have opgivet ethvert Forsøg paa at føre Samtalen hen paa andre Gjenstande.
Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.
Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. »Skal vi have en Sang?« spurgte han. »O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax. »Kan De synge?« spurgte jeg. »Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale. »Hvad kan De da synge?« »Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«
Haarene reiste sig paa mit Hoved, jeg var lige ved at styrte næsegrus til Jorden, da et højt Skrig fra Andrea Margrethe kaldte mig til mig selv. Jeg sprang frem, beredt til at forsvare hende mod al Verdens Gjengangere og Spøgelser, men snublede over en stor Sten og faldt i en stor Snedrive.
»Det var smukt tænkt af Dig; Du er din Faders Datter.« Nu kom Andrea Margrethe tilbage med Mælkepunschen, og Præsten spurgte hende paa Ny, hvad hun havde tænkt. »Jeg har tænkt det samme som Emmy«, svarede Andrea Margrethe hurtig. »Og Du var borte, da Emmy talte, hvorledes kan Du saa vide, hvad hun har tænkt? Nei Du har bestemt tænkt noget, som ikke er rigtig, siden Du ikke vil fortælle os det.
Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad.
»Den Slags Spøg holder jeg rigtignok ikke af; men jeg skal sige Dem Noget: Frederik er meget drillesyg.« »Nei, der gjør De Frederik Uret, han er det godmodigste Menneske paa Jorden« og nu begyndte Andrea Margrethe en Lovtale over Corpus Juris, der var et fuldstændigt Sidestykke til den, som jeg igaar havde hørt af Emmy over Gamle.
Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os. Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.
»Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe. »O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt«, sagde hun. »Det mener Du ikke«, sagde Emmy. »Jo vist mener jeg det og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.« »Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede Emmy.
»Ja ja«, svarede Andrea Margrethe, »saa skal jeg give Trofast en dobbelt Portion Aftensmad i Aften, saa maa det holde ham skadesløs.« Da Niels var gaaet, spurgte Forpagteren, hvad det var for en Historie. »Det var en ganske mærkelig Historie, der passerede her igaar Aftes. Seer De, Nicolai og Andrea Margrethe « »Aa Fa'er, det er aldrig værd at fortælle«, udbrød den Sidste ivrig.
Dagens Ord