United States or Australia ? Vote for the TOP Country of the Week !


Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere. Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda.

Kvindernes kostbare Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle, vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne.

Udfald blev der kun yderst sjelden Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de af Natur, og det kostede dem Ingenting. Kvindernes Rolle derimod var en hel anden.

Herren paa "A" havde skudt sin Dør op, og, rank, stod han paa Tærskelen: -Nu kommer jeg, Hr. Doktor, sagde Ida. Hun skulde lukke Skodderne. -Tak. Dr. Qvam gik hen ad Kvindernes Gang. -Hun ser s'gu ud som Frithjof, naar han hører Musik, sagde han til sig selv. Han tænkte paa Ida. Frithjof var en Wagner-elsker blandt hans Venner. Det var Lørdag Eftermiddag.

Særlig var jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op ved Mørkets Frembrud. Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer, gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer. September. Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene.

De røde, blussende Ansigter gled stødvis fremefter i lange Rækker, hoppende op og ned i Takt med Dansen, Kvindernes alvorlige, næsten gnavne, Mændenes skinnende og skraalende; men alle var de røde som nyflaaet Kød, og Vandet drev af dem. De sang om gæve Kæmper og lede Trolde og Drager. Om Ridderen, der spændte sit Sværd ved Lænd og satte Hjælmen paa Hovedet.

Hun kendte Mændene; hun kendte disse «Skabningens Herrer»: Som brølende Løver rejste de sig mod Kvindernes Sjæle; men som lystne Hunde dansede de logrende omkring deres Legemer! Er du vred paa mig, Vilde? Du burde vide bedre at tøjle din Hidsighed, Helmuth. Du ved jo somme Tider ikke, hvad du selv siger!

Portøren hentede de fire til Kælderarbejdet og de Gamle blundede inde i deres Senge. Inde paa "A" maalte Herren Gulvet med sine Fødder. En Gang imellem sled der sig et Skrig op fra "de Uroliges Gang". Ida gik frem og tilbage, syslede med de Gamle og vendte hjem til sin Stol, indtil det skumrede. Frøken Kjær stak sit Drengehoved ind ad Kvindernes Dør: -Godaften, Jomfru.

Om Kvindernes glimrende Toiletter, om Diamanterne, som funklede, om Operaens brusende Kor, om Logernes guldblændende Pragt. Det glitrede for Drengens Øjne og susede for hans Øren. Og nu skulde han se det. Han vidste jo nok, at dette kun var noget ringe, at Stella ofte havde lét ad det, at Høg altid gjorde Nar. Men det var dog Theatret.

Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind, naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser!