United States or Curaçao ? Vote for the TOP Country of the Week !


Ved fem-Tiden begyndte endelig Bunden at blive fastere, men endnu kunde man mærke, at Jorden var mættet med Fugtighed, hvad der kunde tyde paa, at Floden ikke var langt borte. Fjærne Lyn begyndte nu at flænge de mørke Stormskyer, og Tordenen hørtes som en dæmpet Brummen.

Men han aandede endnu; svagt og med en underlig pibende Lyd trak han Vejret. Det hørtes som Klynket fra en sølle, lille dødsramt Fugl, som Livet ikke vilde slippe ... Og saa denne gabende, blodrøde Flænge!

Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen. Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet. Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud under Skindet. Kom kun nærmere, jeg har set dig. Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig. Skulende lister han forbi hen til Brændehuset. Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. Det var i Nat.

Og atter fôr der en Gysen igennem ham: Drengens svulne og uformelige Hoved hang kraftløst ned mod den ene Skulder. Halsen var for svag til at bære det. Men det, der fornemmeligst gav Barnet dets hele gruopvækkende Karakter var, at Mund og Næse gik i ét og dannede et stort gabende Hareskaar, en lang, blodrød Flænge, der næsten strakte sig tværs over Ansigtet fra Øre til Øre.

Karen løb efter Jomfru Finsen, mens Du ventede i en af Moders Natkjoler og Mama blev ved sit om "Huset" og min Kjole, som jeg jo gerne kunde flænge, det var hun vant til. -Dér gaar Fru Brandt, raabte jeg, som var rykket op paa Forhøjningen. Mama slap Kjolen: -Hun skal i Kirke, sagde hun saa, ligesom lettet; og vi saá begge to ud efter din Moders lige Ryg, der drog over Torvet.

Og oven over denne Flænge, over et Par store, triste Øjne, hvælvede sig en høj frembuet Pande, der var gennemfuret af dybe, tanketunge Rynker, som om dette usle lille sidste Skud paa den Uldahlske Stamme allerede før Fødselen havde siddet inde med al Slægtens bitre Viden ... Isidor rettede sig.