Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 20. juni 2025
Siden forsvandt Flaske efter Flaske fra Tjenernes Skab. Husbestyrerinden var inde til Maanedsregnskabet. Ellen hørte træt til, og hendes Øine havde ikke fanget et eneste Tal af Regnskabsbogen, som laa i hendes Skød. Hun gjorde et Par Spørgsmaal hen i Veiret, hørte ikke efter Svarene og rakte slapt Regnskabsbogen tilbage til Jomfruen, der ventede. -Det er godt, sagde hun. Tag den bare.
-Véd han det? sagde hun: véd han det? hendes Tænder klaprede i Munden, og hendes Arme faldt slapt ned langs Siderne. Han svarede ikke strax hulkede kun.
Der var noget, som maatte siges, noget, han savnede, han kunde ikke gaa, inden ... Men saa saá han op paa Professoren. Han stod, legende med sin Uhrkæde og ventede. "Farvel," sagde William og rakte Haanden frem. Haandtrykket var slapt, Haanden fugtig. "Farvel ... og" Professoren aabnede Læberne som for at tale, men lukkede dem igen uden at sige noget. Døren aabnedes og lukkedes, William var gaaet.
Han lignede en hængt i en Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham.
Næ-i ... Gør det meget ondt i dit Hoved? Baronessen nikkede uden at svare. Hun sad og stirrede ud for sig med Hænderne slapt hvilende i Skødet. Karen satte sig ved Siden af hende og tog hendes ene Haand og kærtegnede den. Af og til saa hun sørgmodigt og hjælpeløst op paa Moderen. En Dør borte i Huset slog smældende i, og Baronessen for sammen og gyste. Men Mama dog! sagde Barnet.
"Forstaar De?" sagde han tilsidst og lukkede Bogen, "saadan ...", men i samme Nu saá han paa William og holdt inde: Mennesket var sunket sammen med kroget Ryg, Hovedet slapt faldende ned mod Skuldrene, Hænderne var krampagtigt knyttede om Lænestolens Arme Professoren vilde tale, men han stammede og søgte om Ord.
Baronen var paa ny sunken om i Stolen foran Skrivebordet. Han lignede et Menneske, der er bleven ramt af et Slag: Ansigtsudtrykket var sløvt og ubevægeligt, Blikket udslukt, og Munden halvt aaben. Hele det svære Legeme sad slapt og sammenkrøbet i Stolen, med hængende Arme og udspilede Ben.
Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting. Det vilde han lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet. Mikkel saa slapt op.
Dagens Ord
Andre Ser