Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Himlen sommerlig med sit uendelige Blaa, dyb og klar; og Havet samlende paa sine Bølgekamme Solens Straaler i en Glitter-Stribe, der bestandig steg og sank igen og brødes. Saa plantede de den store Lærredsparasol i Sandet og slog den op og satte sig under den i Skyggen; han mest ved hendes Fødder. Thi det var hans bedste Plads.
Saa krøb jeg ud i Gaarden, hvor Regnen styrtede ned og Blæsten hylede endnu stærkere end før. Jeg holdt mig i Skyggen af Fængselsmuren, hvor der var saa ravende mørkt, at jeg ikke kunde se en Haand for mig. Derefter kastede jeg min Stang over Muren og halede i den, indtil den blev siddende fast i to af de Spiger, hvormed Murens Kant var besat.
-Ja, sagde Hans Excellence: jeg har skikket hende Bud om at komme til Middag. -Saa drikker jeg The, sagde Faderen. -Ja. Døren faldt til. Georg sad som før, da det ringede igen. Det var en lille Slags Pusling, der stod foran Døren og vendte Ansigtet opefter, under Skyggen af en underlig Art Tyrolerhat: -Godmorgen, Hr. Jensen. Det er kun mig, sagde hun. -Godmorgen, Jomfru Villadsen, sagde Georg.
-Ja, sagde Kammerherren, hvis Læber ikke ganske adlød hans Vilje: -Vi lever jo i Skyggen af de gamle Skanser. Moderen og Marschalinden saá paa Ministeren, mens han sagde: -Skyggen? De tager Fejl, Hr. Kammerherre, Geværglimtene fra Dybbøl vil lyse gennem Historien. Hans Excellence havde hørt til. Saa sagde han, medens hans Ansigt var helt forandret og han lignede en Støtte, som han stod: -Maaske.
Paa en højrygget, hvidmalet Tremmebænk, der i Tiden af Pigebørnene fik Navnet »Fruens Stade«, sad saa Fru Line og Jomfru Rottbøl med en Stabel Børnetøj imellem sig og syede, stoppede og bødede, medens Legen gik i Solskinnet mellem Barnepigerne og de større Børn, og Ammerne i Skyggen under Træerne puslede med Vuggerne.
Efter en Stund sagde hun: -Tine, véd De, hvad der er sandt hvis man kunde se ind i min Sjæl, ligesom man gennem en Glasrude ser ind i et Hus, saa vilde man, mellem alt Bohavet derinde, ikke finde et Ønske, ikke noget eneste Haab, ikke blot Skyggen af en Drøm -Saa var det bedre at dø. -At dø, Tine, er heller ikke det sværeste det er meget sværere hver Dag at forsøge paa at leve....
Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik bort ad Vejen. Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til Laengen: -Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde. -Ja. Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt, Hundrededelen af et Ojeblik.
Saalænge Stenen ligger rolig, dækket af gammelt Mos og omgroet med Græs og Blomster, tænker Ingen paa Krybet under den. Først naar den voldsomt rokkes og rykkes tilside, kommer hele den lyssky Verden, der har levet i Klamheden og Skyggen under den, frem og; vækker Afsky og Skræk.
Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte Axel, hvad han var for en. Nu ventede Axel lidt med at svare. Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland. Naa saa. Ja.
"Det ene Lig ligger dér, Deres Majestæt!" svarede jeg, "det andet findes i Redskabsskuret ved Karréen." "Saa er de korsikanske Brødre ikke mere," udbrød han, efter en Pavse, som om han talte med sig selv. "Skyggen har for stedse forladt mig." Derefter bøjede han sig frem og lagde sin Haand paa min Skulder.
Dagens Ord
Andre Ser