United States or Svalbard and Jan Mayen ? Vote for the TOP Country of the Week !
Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den Anden og hørtes trampe ovenpaa. Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste hvorfra.
Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.
Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank! Det var dog et ganske mageløst Veir!
Men Ingenting fortæller det dog saa højt som just de store, mangefarvede Tæppetage, ovenpaa hvilke Solen ligger og driver. De spænder sig ud fra hvert eneste Hus i Cannebiéren, umiddelbart ovenfor Stueetagernes Butiker, og de spænder sig ud, saa det kan forslaa.
Ikke en Gang Deres Officerer kan holde dem tilbage." Russeren blev ganske bleg ved disse Ord og Maaden, hvorpaa jeg sagde dem. "Men det er jo frygteligt!" sagde han. "Mere end frygteligt," svarede jeg; "saafremt vi i dette Øjeblik gik ovenpaa sammen, vilde det være ganske umuligt at beskytte Dem!" "Jeg lægger min Velfærd i Deres Hænder," sagde han. "Hvad foreslaar De, at vi skal gøre?
Jeg vil blive ovenpaa, til jeg hører Vognen komme, og overlade til Hr. Barton Sagføreren at tage imod ham. Saa gaar jeg ganske nonchalant ned ad Trappen, medens de er i Vestibulen. Det bliver en virkningsfuld Entré. Mit lange, sorte Slæb og den store, brede Trappe dette er et pragtfuldt Hus og hvis han har Øjne i Hovedet, maa han se mine Fødder paa hvert Trin!
Han gik ovenpaa, og han kom tilbage, og igjen gik han ind i Mo'ers Værelse. Han blev længe derinde, mens jeg ventede. Omsider kom han ud. Jeg saa, han havde grædt. -Kom, sagde han stille, nu gaar vi. Og jeg vidste saa sikkert, at vi to var her for sidste Gang. Stilfærdig lukkede han alle Dørene, løftede Lyset en sidste Gang og saa' ind over Dagligstuen.
Konferensraaden blev ved at gaa op og ned, fra Døren til Spejlet, til han gik et pludseligt Slag over mod Krogen til venstre: et Par Borde var stillet ovenpaa hinanden og glemt. De fire sorte Ibentræsben stak op i Vejret. Men under de sorte, guldforsirede Bordben var Pladens opadvendte Bagside graahvid det upolerede Fyr.
Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den øde Stue. Mon de ikke skulde gaa i Seng? Det var Axel øjeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i Gæstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstændigt raadne af Fugt, ikke til at lægge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klæderne, og Axel sov med det samme. Mikkel laa noget uden at kunne sove.
Jeg glædede mig overordentlig over den nydelige lille Kirke med sine Granitsøiler og fantastiske Kapitæler, men jeg undrede mig ogsaa over dens Lidenhed og over, at Choret var et Stykke høiere end den øvrige Kirke. Gaaden blev imidlertid snart løst; thi da jeg kom ovenpaa, saa jeg under Taget en høi Kridtstensmur imellem Kirken og Choret med en stor Bueaabning ind til dette.
Dagens Ord