Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 5. juni 2025
Lund om at lade være foreløbig at sætte hende ind i Sagernes sande Stilling, og selve hendes Uvidenhed syntes at gøre hende svagere, ham stærkere. For anden Gang stillet Ansigt til Ansigt med Virkeligheden saá han den nu paa en anden Maade: Virkeligheden var blevet ham noget, man maatte kæmpe med. Saa skulde han rejse. Det var blevet den sidste Aften.
Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive. Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord. Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.
Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende. -De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. -Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.
Han havde sin Nød med at faa Stemmen til at lystre, og Sætningsbygningen gik hvert Øjeblik itu for ham. "Kære Arbejdere!" sagde han, "jeg tør sige, at den Sag at Jeres Sag, den kan ogsaa jeg ganske slutte mig til eller føle Sympati for ... Jeg ved, hvor haardt det hvor haardt det er at kæmpe for Udkommet jeg har maaske set mere deraf end Nogen af dem, der er her til Stede.
Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke. Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.
Men nu skal vi ud imod Stormen og kæmpe i Larmen, og det véd vi, at den, som ikke gaar imod Livet, han har dødsdømt sig selv. Ind i Fremtiden! Indskrevne i Fremtidens store Legion, hvis Rækker tyndes og fyldes som de Udødeliges Slagorden, indskrevne i de Kæmpendes Kohorte, der gaar frem, fordi den tror, og selv om den Falder, aldrig opgiver at haabe.
Kamilla var ældre, og hun havde set for meget af Livet til endog i sine Elskovsdrømme helt at kunne glemme det; hvad William angik, havde denne til Fuldt Blomster udviklede og levende Kærlighed pludselig givet ham et helt andet Begreb om Livet: der var dog noget, som hed at leve: for anden Gang blev Livet pludselig for ham befolket med Virkeligheder, man kunde nyde, og som man maatte kæmpe med.
Hvor misundelsesværdig var ikke Herkules selv om han havde Sult, vilde Dyr og alle det mørke Fastlands andre Rædsler at kæmpe imod , hans Lod var dog tifold bedre end hans Kammeraters.
... Da Hansen-Maagerup igen sad inde hos sig selv, var han endnu længe efter ganske fortumlet. Om Eftermiddagen holdt der en Hospitalsvogn udenfor Huset. Han saa fra Vinduet, at Jensen blev ført ned i den og kørte bort. Hvor Livet dog var en uendelig Sorg og hvor haabløst at kæmpe imod den! Og alligevel kunde han ikke forholde sig rolig, hvor der syntes ham at være noget godt at udrette.
"Giv mig Jack," sagde den skikkelige Kæmpe, Herkules, "naar jeg ikke har noget at bære paa bliver jeg træt." Med den endnu sovende Dreng i sine Arme skridtede han afsted i Spidsen for den lille haardt prøvede Trop. Pludselig standsede Dick med Udbrudet: "Dingo!" "Ja, hvor er Dingo?" sagde Herkules og opløftede sin vældige Røst: "Dingo, Dingo!" Man lyttede spændt, men ingen Gøen naaede deres Øren.
Dagens Ord
Andre Ser