Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juni 2025
Jeg havde jeg skulde det var den lille Jagemann hun gav mig den lille Bog og den store Jagemann gav mig en Kage til at spise paa Veien og saa var det Jeg sprang hen og greb min Hat. Barnet stak sin venstre Haand ind under Tørklædet og rakte den oversølede Notitsbog hen imod mig.
At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr. Stephensen. Deres Veninde Minna Jagemann.
Musikeren sad tavs ligeoverfor mig, tømte hyppig sit Glas og huskede ikke altid at skjænke for mig han havde bestilt en Flaske til og indviet den med et Glas for »Die schöne Jagemann«. Ogsaa jeg tav »wir schwiegen uns aus«, som Schumann en Gang skal have sagt.
Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.
Det var sandsynligt, at Minna havde haft vigtigere Ting at tænke paa, end Skaaret i en Lampekuppel, og Fru Jagemann havde aabenbart ikke blot en dyb Ærbødighed for »Hr. Kunstmaleren«, men ogsaa en vis moderlig Ømhed fra den Tid, da han var deres Logerende.
Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden hvis man kunde sige, at der var en saadan til at udspørge ham om hans Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved, at vi naaede frem til Minna Jagemann, »hende, den lille kjønne Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.«
De kan jo nok huske Minna Jagemann? o, saamænd kan De jeg saae jo, hvor De gik og gjorde Kur til hende paa Skovveien .... Naa, det gjorde De ret i .... Ja, tænk Dem, hun blev dog gift med den Maler, som jeg fortalte Dem om, Deres Landsmand man kan ogsaa gjøre en Skjelm Uret. De har vel ikke glemt, at jeg fortalte Dem, hun havde haft en Slags Ja, ja, jeg husker det Altsammen meget godt.
Der var ikke mange Minutters Gang hen til »Röhrhofsgasse«, hvor Fru Jagemann boede. Huset lignede paa en Prik sine Naboer og Gjenboer. Gjennem den aabne Gadedør kom man ind i en hvælvet, hvidtet Gang, som ligeoverfor mundede ud i en Have, og fra hvilken midtveis den reglementerede Stenvindeltrappe, pudset med Pibeler, førte op til Etagerne.
Den skikkelige Kones Nærværelse satte os i de mere selskabelige Folder, som ere saa vel skikkede til at skjule de virkelige Bevægelser. Og saadanne hyggelige Aftener, som vi kunde have, fortsatte Fru Jagemann .... Vi kunde jo f. Ex. faa en Whist i Stand. Kan De huske, Hr. Stephensen, hvor tidt vi morede os dermed, da De logerede her og min salig Mand endnu levede? .... Ak Gud, ja!
Stephensen lagde Skitsebogen paa Bordet og lænede sig tilbage med Hænderne under Nakken. Jeg troer, at vi Alle vare overraskede ved saa uventet at være førte tilbage til os selv og vore Forhold, og at vi følte, hvor umuligt det var at konversere os fra den. Fru Jagemann traadte ind med Dækketøi, og Minna stod op for at hjelpe hende med at dække Aftensbordet.
Dagens Ord
Andre Ser