Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juni 2025
Professor Berger løftede Hovedet fra sin Tallerken: -Naar de først har tvunget sig til Hvile, Deres Naade, sagde han. -De opdrages maaske dertil, Professor, sagde Grev Eck. Grevinde Schulin sprang fra Katolicismen over til deres egen Præst paa Godset, som var ny: -Kære, sagde Grevinden: han er af dem, der kommer til Kirken med Pibe i Munden og med Bulehat.
Grevinde Schulin havde slaaet sig ned i en Vinduesfordybning ovre hos Baronesse Rosenkrands. -Det maa alligevel, sagde hun, være underligt for Harriette at være kommen hjem og nu se alt det. -Hvordan alt det? -Jo, sagde Grevinden, og efter en Stund fortsatte hun, som En, der tænker paa noget, der ligger meget langt tilbage: -Harriette havde vel nok altid elsket Fritz.
Da mente de Kyndige paa Saddelpladsen og der var enkelte, som forstod sig lige godt paa Heste og paa Kvinder at der vel maatte komme den Tid, hvor Grevinde Urne ikke mere vilde lade som om hun var forelsket i sin sextiaarige Gemal. Og der var andre, som sluttede af andet.
"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved ham. Han saá op og rejste sig hurtigt. "Jo nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og stod og trak i sin Uhrkæde. "Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det." Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én Gang." William vidste ikke, hvad han skulde sige.
Hans Excellence fulgte Hans kongelige Højhed ud. Alle begyndte paa en Gang at tale igen, og Moderen, som paa Hendes Naades Vegne havde fulgt Hans kongelige Højhed til Døren, vendte tilbage til Grevinde Schulin, der talte med de to Stiftsdamer om Jørgen, Komtessens Forlovede, og som, da hendes to Børn havde fjernet sig, sagde: -Jørgen vil jo absolut giftes nu.
Tjeneren samlede Kaffekopper sammen paa en Sølvbakke. Grevinde Hatzfeldt sad foran Pillespejlet, da William kom forbi. "Skilles vi som Venner?" spurgte hun og rejste sig halvt. "Vi har aldrig været Uvenner, Fru Grevinde ." "De har dog ikke forsonet Dem med mig endnu ... Naa det faar være, giv mig dog Armen. Jeg er træt af at sidde saa meget." I samme Øjeblik kom Grevindens Tjener frem i Døren.
-Aa, sagde Grevinde Schulin og tog sig med den ene Haand over Øjnene: -De er et Barn. -Men, sagde hun og betragtede et Øjeblik Schulin, der sad inde ved Kortene, bred og stærk, som den, der har bevaret sin gode og mangesidige Appetit op gennem Aarene: -Livet vil nok lære Dem mange Ting.
Den var saa kraftig og ikke stor alligevel. Saa begyndte de at tale om Grevinde Danner: -Vor Herre bevar'es til Fruentimmer, sagde Tine. Grevinde Danner var Egnens stadige Stof. Gottorp Slot var jo nær, og fra Gottorp kom Kongen og Grevinden saa til Sønderborg. Grevinden haabede stadig at naa til en Krog, hvor hun kunde blive rettelig hyldet.
Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja, var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone! Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han ikke. Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde Rosenvinge, at det var sket.
Da Soldaterne hørte dette, opløftede de alle som en et skingrende Glædeshyl, og Anføreren triumferede: »Naa endelig har vi Dig da, din politiske Svinemikkel!« Han vente sig til Soldaterne: »Bind hans Hænder og før ham med!« Oppe i Hovedbygningen var der imidlertid bleven Uro. En af Tjenerne kom farende ind i Fruens Kabinet. »Fru Grevinde ... Hr.
Dagens Ord
Andre Ser