Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. juni 2025
Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem. Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere. Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra de andre. Og begge saa de paa Barnet.
Det behøvede man ikke at bede ham om to Gange, han gik hen til sin Kamel, steg op paa den og med et kort Nik til mig red han hen ad Vejen. Saa snart han var forsvundet, gik jeg ned til Vandet og kaldte paa mine Mænd, for at de skulde komme over, hvilket de gjorde. Da de var kommet i Land, befalede jeg dem at følge mig; vi forlod saa Vadestedet og red i hurtig Skridtgang op ad Vejen.
-Vi har ogsaa glædet os til at se Dig, sagde Hendes Naade, der med Haanden bød Fru Harriette en Stol: -Og du er helt den samme. -Den samme ... Det var som om Ordet "den samme" kaldte Udtrykket tilbage i Marschalindens Øjne, hvor det nogle Sekunder havde været ligesom forsvundet. -Aa, ja, sagde hun: det kunde se saadan ud, naar man er i Overtøj.
Alt det Liv og Lyst og Herlighed, der for et Øjeblik siden havde fyldt mit Bryst og næsten truet med at sprænge det ved sin overvættes Fylde, var forsvundet i et Nu som ved et Trylleslag af en ond Aand. Jeg traadte ind i den store Sal, der nu stod øde og tom: Stolene stode i Uorden hist og her, Lysene brændte døsig i Lysekronen, et tykt Lag Støv laa over Alt.
Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde jeg en anden mærkelig Opdagelse min Pisk var forsvundet. I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette.
Heller ikke Fætter Benedict lod sig anvise en fast Plads i Karavanen. Ligesom Dingo sprang han om snart her snart der i det høje Græs, paa Jagt efter hans elskede og efterstræbte Insekter. I Løbet af den første Times Tid kaldte Fru Weldon i sin Uro vel paa ham de Snese Gange, men straks efter var han igen forsvundet.
Men i det Samme var Alt forsvundet: Thjodolf saae kun den lille hvide Sky langt borte. Pilen faldt pladskende i Vandet et Stykke borte fra Skibet. »Hvorfor skjød Du den Pil bort?« spurgte en af Thjodolfs Mænd ham, som stod ved hans Side. Thjodolf svarede Intet, men slog Buen saa haardt mod Skibsrælingen, at den sprang.
For lidt siden havde gamle Elias klappet ham paa Ryggen og dunket ham i Maven, hvorpaa han var forsvundet ind i Dansestuen med et vildt Hyl, og nu kørte han rundt derinde i Klyngen, hylende og skraalende af fuld Hals og svingende og svajende hid og did og rundt og rundt i store Kredse som en Skibsmast i ond Sø.
... Forlængst var det adstadige Publikum forsvundet fra Kaféen. Dørene var lukkede: ingen nye Gæster kunde komme ind. De, der nu sad, fornam sig mere og mere som et sluttet Selskab. Man følte ikke længere nogen Undseelse for hinanden men lagde højlydt sine Følelser for Dagen. Opvarterne gled om og betjente Gæsterne med urokkelig Overbærenhed, som fodrede de Dyr.
Hovedet henne bag Monumentet var igen forsvundet, og den gnavende Lyd var ophørt. Pigebørnene vovede sig et Par Skridt fremad. De trykkede sig tæt op ad hinanden og holdt hinanden i Haanden. Thi trods Karens Rapmundethed var hun dog næsten lige saa ræd i Hu som sin kære Lærerinde. Hører du ikke noget, Frøken Jansen? Nej ... Skal vi ta' og løbe? Ja ... Men de løb ikke, Putterne.
Dagens Ord
Andre Ser