-Han føler vist ingen Sorg, sagde Ladyen og han er ikke desillusioneret, for, hvad der hedder Illusioner, var ganske sikkert allerede fortæret af hans Forfædre. Hun tav lidt, saa sagde hun: -Snarest vilde jeg sige, at han hørte til les désinteressés . Livstingene er ligesom visnede bort for ham til lutter Ligegyldigheder eller Latterligheder eller noget, der vækker hans Forbavselse.

Alt, alt kunde de tage fra ham men Lyset var dog kommet fra denne Tanke, det maatte dog være sandt, selv om han kun var en Noureddin ... selv nu troede han paa "Tanken" ... han maatte gaa den Vej, selv om de stolte Forfædre skulde vende sig i deres store Grave ... Han mærkede Lampeosen, skruede Lampen ned. Saa strøg han en Svovlstik og tændte et Lys. Han gik over Spisestuen ind i Ninas Værelse.

Det var ikke Mestre, der havde malet hendes Forfædre. Da Hendes Højhed traadte ind i sit eget Gemak, rev hun hastigt, som om hun trængte til Luft, det store Vindue op. Vaarluften slog hende solvarm imøde. Hun satte sig og saa' ud, støttende Hovedet i sine Hænder. Efter lange Regnskyl var Vaaren kommen pludselig.

Jeg er jo kun en Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ... og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De?

Goethes Paradox om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale. Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10. April 1820; men min Slægt er fra Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre.

Om for Eksempel Majestæten blev hentet af Himlens Ild hjem til sine guddommelige Forfædre. Alvez og Negoro vidste ikke hvad de skulde stille op med den brændende Monark, og følgelig lod de ganske være at stille noget op, og saa roligt paa dette forfærdelige Skuespil. Og sandt at sige var der heller ikke noget at gøre.

"Jeg forstaar det saa godt," hun drag Haanden ud af Muffen og glattede dens sorte Skind med sin Handske: "det maa være meget lettere at blive til noget, naar man saadan har Aarhundreders Forfædre, som ser ned paa En." William svarede ikke, Frøken Falk blev ved at glatte paa Muffen, saa saá hun paa skraa ud paa ham og sagde: "Og De er jo den sidste af Familien?" "Ja Slægten er død."

Jeg takker Gud, hvem jeg fra mine Forfædre af har tjent i en ren Samvittighed, ligesom jeg uafladelig har dig i Erindring i mine Bønner Nat og Dag, da jeg i Mindet om dine Tårer længes efter at se dig, for at jeg fyldes med Glæde, idet jeg er bleven mindet om den uskrømtede Tro, som er i dig, den, som boede først i din Mormoder Lois og din Moder Eunike, og jeg er vis , at den også bor i dig.

Men det er netop det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre, som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ...

Tre Lysekroner hang paa Rad, omhyllet af Lagener, som slappe, halvtømte Balloner under Lofterne. Paa Konsollen stod en Sèvres Vase. Den var sammenklinket paa den Side, som vendte ind til Spejlet. Inde i den næste Sal hang et halvt Dusin at Prinsesse Maria Carolinas Forfædre, de regerende Hertuger.