Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 29. juni 2025
Hun slog Portièren bort og aabnede Hans Excellences Dør. Han sad ved Lampen og havde ikke hørt hende. -Hvide, hvad er der? sagde hun og stod foran Hans Excellence: Hvad er der sket? Hvad gaar der for sig? Han havde løftet sit Hoved og saá paa hende. -Hans er i Byen, sagde han.
Der fløj et barskt Smil over Hans Excellences Ansigt ved Tonefaldet i Fru von Eichwalds Stemme. -Vogt ham for Sindsbevægelser, sagde han: hvis I ellers har hans Liv kært.
Konferensraaden sad ene foran sit tomme Bord. Det vanføre Hoved faldt pludselig halvt forover, som om det havde mistet sin Støtte. ... Da Faderen hørte Hans Excellences Vogn vende hjem, gik han selv ned i Døren til Porten: -Hvor Du kommer sent. -Det er Hestene, sagde Hans Excellence: den Mand kører som kørte han til Lig.
-Ja, vi skal afsted, sagde hun, og Ministeren gik for at tage Afsked, da Berømthedens Søn kom til: han vilde gerne vise en yngre Professor i sammenlignende Sprog et gammelt Portræt, en Silhuet, der hang i Vindueskarmen og som Gehejmeraad Goethe i sin Tid havde foræret Hans Excellences Fader under et Besøg i Weimar. -Det gamle Billede, sagde Marschalinden, der tog Billedet ned fra Karmen.
Det er, hvad Manden vilde. Han kendte Lænkerne og vidste, hvor de var knyttede. Hendes Naades Ansigt blev under Hans Excellences Ord et Øjeblik stift som en Maske; men hun bøjede hastigt sit Hoved og sagde-ved Hendes Naades Bordende var Talen om Rejser blevet til en Konversation om Katolicismen-: -Jeg finder nu altid, at Katolikerne kan hvile deres Hoveder saa trygt.
Han ventede paa at aabne for hans Excellences Patienter. Efterhaanden faldt Hovedet ned over Liberiets høje Krave og Skuldrene sank ind. Det var, som sad der et paaklædt men livløst Stativ op ad Panelet. -Aa ja, aa ja, lød det ud gennem Excellencens Dør. -Georg rørte sig ikke. Det ringede. Det var en Tjener, gammel som Georg, meget høj, i en meget lang Frakke.
Baronessen blev purpurrød i sit runde Ansigt hun havde tænkt paa Hans Excellences eget Ægteskab, endnu før hun havde fuldført sine egne Ord og ingen fandt noget at sige, da der pludselig lød en Støj, i Gangen bag Spisestuen, af Døre, som sloges op og i, mens man hørte Kammerjomfruen, der raabte. Fruen rejste sig halvt fra rød blev hun bleg og satte sig, i et Sæt, igen. -Ida, se hvad det er.
Fru Urnes Hænder faldt sammen i hendes Skød. -Men, sagde hun, at vi bliver saa sent gamle. Der gled et Smil over Hans Excellences Ansigt. -Ja, sagde han: sent eller aldrig. De sad tavse et Øjeblik. Saa spurgte han: -Hvordan gaar det dine Sønner? Fru Urne tog sig om Hovedet som for at samle sine Tanker: -Ja, Du véd jo, at Christian vil ikke være Officer. -Naa, er det nu opgivet?
-Skal der spændes for? spurgte Moderen og vendte sig hastigt om mod Selskabsdamen. -Ja, Hans Excellence kører ud, svarede Selskabsdamen. -Men hvorhen dog? spurgte Moderen. -Hans Excellence har ikke sagt det. Moderen gjorde en Haandbevægelse mod Selskabsdamen, der gik. Porten blev slaaet i. Hans Excellence var kørt ud. Hans Excellences Vogn holdt udenfor det Gludske Hus.
Faderens Ansigt var forandret ligesom Hans Excellences og han svarede ikke straks: -Hun er ellers saa glad ved at være her hos Jer, sagde han og talte saa besynderlig lavt eller tonløst som altid, naar han talte om sin Hustru. Excellencen svarede ikke og de tav begge igen. -Harriette er kommen iaftes, sagde Faderen og stod stadig ved Vinduet.
Dagens Ord
Andre Ser