Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Der var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod. Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne.
Han udførte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at følge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i et lille Værelse til venstre. Døren blev straks lukket efter mig. Der var ingen i Værelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at undersøge det efter Behag og drage mine Slutninger, før Dr. Nikola kom.
Den berømte =Dr.= Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker.
Saa blev der ganske stille i Salen. Nourvady kom med Lionette. Lyset fra Lampen faldt vifteformigt frem over Parkettet, saa man saa' dets hundrede Ansigter Kritikerne langs Flanken: Dr.
Konsistorium sendte mig en Adresse, som jeg ikke kan nægte mig den Glæde at meddele her, skjønt Beskedenheden vel egentlig burde forbyde mig det; men den Dyd har man jo engang sat sig ud over, naar man skriver sit eget Levnedsløb. Hr. Professor, Dr. phil. et iuris J. L. Ussing. I Anledning af, at De til 1ste April d.
Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt. Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden. "Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det.
Jeg fik ikke Lov til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af mig selv at sige.
Qvam rakte, uden at rejse sig, en Rose frem til hende. -Tag den med, i Solen, sagde han, og Ida fæstede den i sin Kaabe. Dr. Qvam blev ved at sidde at se efter hende: Hun gaar pænt paa Benene, tænkte han, mens Porten til Gaden blev lukket op for Ida, og hun gik ud i Lyset. Sporvognsklokkerne lød, og i botanisk Have svajede de vældige Majstoppe med de nikkende Hoveder.
"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?" "I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem; jeg har kun set ham en Gang.
Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse. "Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han. "Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.
Dagens Ord
Andre Ser