United States or Gibraltar ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hver Morgen laa Jorden kold, og Solen kunde begynde forfra igen. Dagen bragte det til at smile, men kun for atter at hylle sig i Graahed. Skyerne rejste for de vaade Vinde. Det var Regn til Morgen, og om Aftenen var det Væde. Det var den evige trætte Vægelsindethed, der dog hele Tiden haaber.
Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud. Om Dagen var han alvorlig, sat og faamælt. Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af Rotunden.
Det skulde netop komme lige her ind til ham, ramme ham her, hvor han vilde blive liggende og vente. Han syntes, det var modigt saaledes at lægge sig hen. Forbryderens Mod, der véd, at han skal dø og nu bare venter. Men op paa Dagen blev han uroligere, han kunde ikke mere være alene. Han vilde tale med nogen. Han blev ved at have Blikket hæftet paa "Forfaldstiden", men hans Feber jog ham ud.
Men nu, da de havde besluttet sig til at gaa, gjaldt det at komme afsted saa hurtigt som muligt. Desuden kunde de jo sagtens gaa de Par Timer til, naar de nu havde gaaet hele Dagen uden at spise.
Men i Alléen. Efter Tedrikningen sad de paa Havetrappen en halv Time og drak Luft. -Man taler om Vand og Vand, sagde de: det første er dog Luften. Hvis Folk var kloge nok og sov for aabne Vinduer, vilde de blive hundrede Aar. Efter seks Ugers Forløb var Efter-Kuren endt. De rejste paa Dagen. Det sidste, de foretog, var Uddelingen af Drikkepengene, indsvøbte i Papir.
Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt. Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene.
Jeg hedder Perkins og tjener hos Hr. Majendie. Det er sandt, jeg forsikrer Dem det!« »Hvorfor lusker De omkring paa Gaden midt om Dagen? Hvorfor er De ikke i Arbejde?« »Jeg maa ikke. Jeg har endnu ikke været deroppe, skønt jeg skulde møde for to Dage siden.«
-Som om det ikke var mig, der skulde takke. Det kom som et Udbrud, og i et Nu havde Huus grebet hendes Haand og kysset den to Gange, tre Gange med hede Læber. Og var tilvogns og borte. -Hva' Pokker tog ham, sagde Bai og kom ud. Er han væk? Katinka stod paa samme Plet: Ja, sagde hun, han kørte. Hun støttede sig til Døren og gik stille ind. Katinka sad ved det aabne Vindu. Dagen var brudt frem.
Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding. Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier afløste hinanden.
Vandet driver over Vinduerne ... Hun syr, jeg skriver. Fæstner de spredte Indtryk Dagen har givet mig. ... Stod ved Kanten af en Mose. I et Rønnebærtræ sloges Solsorterne om Bærene. Særlig var der en, som jagede alle de andre. Hidsigt fløj den fra Gren til Gren og stak efter dem med Næbet.
Dagens Ord