United States or Georgia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun tog Bogen, og siddende op i Sengen læste hun for dem. William sad paa Chaiselonguen, han lyttede med lukkede Øjne, betagen, angst for at tabe en Tone af denne Forklarelsens Symfoni. Men det varede sjældent længe, saa kom Hosten, og Stella lod Bogen falde. "Det er forbi," sagde hun. "Jeg kan ikke mer." Det var forbi med Læsningen.
"Aa, det skal De saamæn ikke bryde Dem om, det er "Publikum" sjældent saa villig til men tror De selv?" William svarede ikke. Han gik og bed sig i Læben for at beherske sin Bevægelse, men saa rev han sig pludselig løs fra Hoff og satte sig hen paa Chaiselonguen i Hjørnet. "Men det er jo det eneste, jeg selv tror paa," sagde han, tav saa, sad og rokkede med Overkroppen.
Jeg vilde saa gerne ha' ham. Folk griner af mig, fordi der ingen kommer. Jeg kan heller ikke forstaa det! ... Du gør da ikke noget for at hindre det, Vilde, hva'? Baronessen rev sig ud af hans Arm og gik bort fra Chaiselonguen: Hun kunde ha' slaaet ham i Ansigtet paa Grund af hans Ubehøvlethed! Men Helmuth rejste sig og fulgte hurtig efter.
Lægen førte hende varsomt hen til Chaiselonguen, og Stella rev sin Kaabe op, begravede sit Hoved i Polstret og hulkede. Berg ventede roligt. Man hørte i Værelset kun Taffeluhrets Dikken. Undertiden de afbrudte Toner af en Vals, Fru Berg spillede i Dagligstuen. Stella hørte denne Vals under sin Graad.
Jeg vil være alene med dig! Jamen, kære ... Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor hun sad. Hans Hænder var knyttede. Gaar du? spurgte han. Eller skal jeg ? Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt ned paa hendes Skulder. Men Helmuth dog! sagde hun og rettede sig rask i Vejret. Er du forrykt? Ja! Ja! Men det er dig! Det er din Skyld!
Otto Heinrich flyttede sig fra Chaiselonguen til Vinduespladsen og fra Vinduespladsen til Klaverstolen. Han havde ikke Ro. -Mor, sagde han, det kom som et Udraab, Mor, det var det om Regimentet? -Regimentet? -Ja, Mor ... vi maa ... tale om det ... Det nytter ikke.... -Det er jo afgjort, Otto Heinrich, du tjener, hvor din Fader tjente. Kadetten rejste sig.
Og saa den næste Dag, naar man ser hende igen, tror man min Sandten, man har drømt saa uskyldig ser hun ud af Øjnene ..." "Hun er jo holdt af Storm," indskød Hoff tørt. "Ja," William lagde sig til Rette i Chaiselonguen, "det er jo det, som er det mærkelige." Hoff tog hans Haand, "Men vi maa tale om det, William," sagde han. William saá paa ham, han plejede ellers aldrig at kalde ham ved Fornavn.
Saa snart der atter var blevet mørkt, og Børnene kom hjem, kunde hun spøge med dem, tale til dem om Rejsen til Syden, om Nizza, hvor hun vilde blive rask. "Jeg er allerede meget bedre," sagde hun. Hun forsøgte at staa op, at tage mod Visitter, hun vilde gøre Selskab for Ninas Veninder. Der var en Bedring. Berg lod hende ligge paa Chaiselonguen i Kabinettet.
Det kunde han høre paa i Timevis, liggende paa Chaiselonguen med lukkede Øjne. Men selv om Hoff holdt op med at spille og forsøgte at tale, sagde William kun meget lidt, og laa drømmende hen. "Hvad tænker Du paa?" kunde Hoff spørge. Saa smilede William sørgmodigt: "Paa Fremtiden," svarede han. Mere ikke. Og han faldt atter sammen i Drømmerier. Selv de sidste Dage var han rolig som sædvanlig.
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere." Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen. "Hør Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. "Om hvad?" "Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." "Nej ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. "Ja Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..." William lukkede Øjnene.
Dagens Ord