United States or Belarus ? Vote for the TOP Country of the Week !
Er Grenen først velbeholdent i Forklædet, er hun lutter Smil og venter taalmodigt paa, at den anden skal naa frem. De' var dov grin'avte, a' du ekk saa den, jæ har smens set ham læng'. Nu maa vi renok se, om dæ ekk kae blie en maves te dæ. Hæ ligger en bitt' Fyr her, men de' æ jutte novet ... Vil du kanske hae den? Jeg slænger Bukken paa Ryggen og gaar ned mod Mosepers Hytte.
Tiden er blevet ham for lang bag fire Vægge uden andet Selskab end Mørket og en Strime Maanelys over Gulvet. Jeg gaar hjemad. Om nogle Timer skal jeg begynde igen. Bukken, som jeg ikke fik i Aftes, skal skydes i Morgen, og jeg skal maaske gaa langt for at faa den. Paa en Træstamme lige ved Vejkanten sidder der een en utydelig Skikkelse mod alt det mørke. Jeg gaar tæt hen og hilser.
Og nu bor vi paa en Fallitgaard! sagde Frøken Charlotte. Ja, vi er jo alle Vorherre en Fallit skyldig! nikkede Frøken Frederikke. Men Frøken Sofie krøb ind bag sit Sjal og sukkede ... Da Charabancen rullede ind paa Ravnsholts Grund, strøg en lukket Vogn forbi for udgaaende: Det var Kragholmeren! meldte Lars fra Bukken Jeg saa Fruen indvendig.
Der sidder i Toppen af et højt Træ en forpjusket Raage og skræpper ... Krew ... krew ... Og nu skriger Kællingerne og lover hinanden Tærsk. ... Blideligt sover under Mulde ... Ordene trækkes langt ud. Jeg har kastet Bukken fra mig paa Stenbroen og træder ind i Stuen. Mosepers yngste Datter sidder i en Krog og vugger den unge Hilarius, som varmt ligger gemt under en tyk Dyne.
I tre Uger havde jeg sovet med Handsker paa om Natten: -Man kan ikke, sagde Mama, tage paa Bal med de Hænder. Ida gaar i Huset, og dog har hun nettere Hænder end Du. Vi kørte derhen i Jensens Vogn, Du og jeg paa Bagsædet, med to Skørter op over Hovederne, saa vi sad paa det Lærreds, mens Mama trykkede sig sammen paa Forsædet og Jeres Sofie knejste paa Bukken med dine Sko, indsvøbte i Papir....
Det er ingen Kaleche. Og for Resten, hvis det var en, skulde jeg gjerne sætte mig op paa Bukken. Han udkommanderede sit sædvanlige Høfligheds-Smil; Læberne lystrede, men Øinene ikke. Han var tydelig nok irriteret; men Minna bemærkede det ikke, eller brød sig ikke derom: Ja, det kan saamænd godt være, at vor Passiar kommer til at kjede dig, vi har meget at tale om efter saa mange Aars Forløb.
Det var først efter at jeg havde lovet ham Rigdom i denne Verden, og Præsten havde truet ham med evig Fortabelse i den anden, at vi endelig fik ham op paa Bukken med Tømmen i Haanden. Men saa fik han et saadant Hastværk med at komme af Sted, af Frygt for at det skulde blive mørkt, før vi kom igennem Bjergpasserne, at han næsten ikke gav mig Tid til at tage Afsked med Værtens Datter.
Dagens Ord