United States or Guadeloupe ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Der lagde De Pennen, sagde Frøken Hansen, Højrehaanden i Forretningen, en sagtegaaende, slank og køn Dame, der gerne dvælede et Minut ved Pulten, naar hun afleverede Kontrolmærkerne. Adolf var saa distræt, at han aldrig fandt det ene for det andet. Gamle Fru Adolf var bange, Konstantin »havde taget sig for meget paa«: Paa ham hviler det, sagde hun, stakkels Dreng.
-Det er ingen Ting, Konstantin, sagde hun og gik saa igen. Lidt efter lidt blev det stille i Butikken. Adolf kom op og satte sig tungt i Sofaen: Det var en Dag, sagde han. Herluf lo: Naa hvor mange Dusiner Papirs-Tallerkener er der saa solgt til Væggepryd, sagde han. -Gud forbarme sig, sagde Adolf, mange desværre dem sælger vi jo med Tab ... Man maa jo skaffe Folk indenfor sine Døre.
-Ja Gud ske Lov, imorgen er det forbi, sagde Adolf, der fortalte om sit Slid; han havde ikke sovet otte Dage og Nætter for at lave skandinaviske Dekorationer til Spisestuer og tegne Æskulaper til Menuer: -Nogle Snese Spisesedler, sluttede han, og syv Kotilloner. Lange lo: Naa ja, sagde Adolf. Dans maa der jo til, naar man er mange sammen.
Han var virkelig gaaet og havde smilet ved Tanken om »Direktoratet« saa tosset det end var. -Naa adieu, »Associé«, sagde Adolf. Og inde fra Fortouget raabte han: » Jeg skyder Pengene ind. Berg blev ved at lé ganske højt for sig selv, mens han sad, med Hatten paa sit Skød, oppe paa Taget af Sporvognen og kørte til Kontoret.
-Naa, Mo'r naa, Mo'r, hørte man gamle Adolf igen. Pludselig kastede Frøken Hansen sig ned paa Gulvet og hulkede højt med Ansigtet ned i den gamle Frues Skød. Berg kunde ikke holde det ud derinde, og han gik ind i den anden Stue. Gamle Adolf fulgte efter ham og lukkede sagte Døren.
Ude i Foyeren gik det hvidt behandskede Konsortium og drejede uroligt paa Hælene. -Ja men ... hvad skal man saadan sige? sagde Martens, der altid svedte, naar han var i Kjole der har sin Interesse, sagde han. -Naar De blot tier stille, sagde Adolf grovt, der selv var saa nervøs, at han rev Knapperne af sine Handsker.
-Vi har haft en hemmelig Konference, vi to, spøgte Adolf. Farvel, Jespersen. Berg var gaaet hen til Pulten: -Saa, sagde han; han havde sét ned paa Adolfs Klatpapir: Nu maler han saagu ogsaa Autografer. Hele Klatpapiret var kradset fuldt med gamle Adolfs sære sitrende Navnetræk....
-Tivoli, sagde Adolf og han saa' frem over den foraarsklædte Strøm, ud mod Værfterne, Sundet og Rheden med de hundrede Master op i den lyse Luft. -Tivoli, sagde han. Himlen har s'gu Manna nok for os alle. Og de lo alle tre, seende lykkeligt frem mod det samme Billede, højt og længe: -Saagu, sagde Lange glad.
I vaadt Leer, forstaar du, forklarede han Berg. -Ja, sagde Adolf, naar vi nu var over iaften. Det skal være Lønnen for vor Møje. -Ja, sagde Berg, der ikke tænkte paa andet end paa Aftenen og sin »Prinsesse af Bagdad«. -Men, de kommer jo til anden Akt? -Ja, sagde Berg.
Spenner ventede, meldte et Bud fra Kontoret; og de gik ned i Stueetagen mod Gaarden. Det var blot »de smaa blaa« for Dagen, sagde Hr. Spenner muntert og præsenterede en Række Blaat-Papir paa Pulten. Adolf konfererede og skrev under, Martens skulde ogsaa give sin Underskrift et Steds. -Ja, det er snart sket, Hr. Berg, lo Hr.
Dagens Ord