United States or Bulgaria ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun vendte ad Alleen hjem til Skolen. Den sodligt kvalme Luft fra de Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne Kort. Madam Bolling var i Kokkenet hun kogte Honsekodsuppe til "dem derovre". -Det er smaat det er smaat med dem derovre, sagde hun. -Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.
... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der slaebtes forbi til Horup Hav nu horte man hver Stonnen saa langt gennem Stilheden. Og saa var alt blevet tyst. Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor. Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme.
Svaertede, blege, tyndede vendte Tropperne hjem med Sang. Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glaeden, mens det sagte rullede frem gennem Landet.
Hun horte de skrattende Englaendere bag sig. Og hun fo'er sammen med et Gys, da de strog hende forbi. De lob omkring og de stansede Vognene for at trykke de Saaredes Haender og de kiggede de sagte Stonnende ind i Ansigtet og blev ved at sige: -De tapre Folk, de tapre Gutter. Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Hoj Hojaervaerdigheden ved Siden af Baronen.
Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede Ojne. Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle Bogstaverne, ligesom om han stavede. Appel slog Blikket op: -Aa De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte. Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille. Hun gik hjem til Skovridergaarden.
Forvirrede lob forasede Sygepassere efter Vand og efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne Kvaestede stonnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Laerred og der var ikke Charpi. Tine lob efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa der, paa udbredt Halm, Born og Kvinder, Side om Side. Frysende Born graed rundt om Skorstenen paa Stengulvet.
Men hun sagde dog til Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme: -Du kommer dog ind? du kommer dog ind? Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der! -Aa ja, aa ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os alle. Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst.
Han kunde ikke længere holde det ud, han syntes, Faderen var kælen som en kurrende Due, og han var opbragt paa Grevinden, der modtog alt med den samme fuldkomne Ro, det samme uforstyrrelige Smil. Han vilde ikke se paa dem, og dog kunde han ikke lade være, hans Følelse saaredes, og hans Nysgerrighed drev ham til at se. Saa tænkte han. Han vilde sige hende alt.
Dagens Ord