United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa. Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig.
Han sad og saá paa dem, der gik i Kirke. Men kom Mandagen, saa var Smedjen atter fuld af den sorte Nat og den røde Ild. Og aldrig vilde Drengen have turdet gaa derind, hvor de sagde, Smeden gik, som en stor sort Skygge mellem Bælgenes sorte Spøgelser. Til højre kom man til Skolen. Den ligesom støttede sig saa venligt op til Kirken, lænede sig til den og hvad dens var.
Han aabnede Døren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa væltet fra Knobben, Kullene var blæst af Essen, men det havde ikke tændt nogetsteds. Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede. Thøger og Mikkel gik udenfor. Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og drev Vandet i Skum. Mod Øst var Himlen klar og renset, Stjærnerne straalede igen.
... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der slaebtes forbi til Horup Hav nu horte man hver Stonnen saa langt gennem Stilheden. Og saa var alt blevet tyst. Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor. Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme.
Vi har flere syge, og en har vi i Besøg, dede . . . Han saa op. Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden. Mikkel kom ud og tog imod ham. De fik det hjemligt den Aften i Smedjen.
Han var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse. Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var blevet tyst stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante og hjemlige Hamren. Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom hen over Pladsen med sin Hund.
Pludselig støjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen Naadelige Navn! raabte Thøger og hævede sit hvide Hoved i en Ildregn i det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hørte som et stærkt Sug, et Rabalder og en Knitren. Saa sad de i Gravmørke et Øjeblik og i Lugt af Svovl, Mikkel snappede efter Luft. Da slog Thøger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtøjet, til han fik Flamme.
Nu kunde de høre i Smedjen, at "Fruen lod Skolen synge". Smeden gik ud af Smedjen over den hvide Kirkeplads. Han stod under Degnens Vinduer og lyttede. -Men nu vil vi blive her, raabte Moderen og alle løb de ind i Storstuen. -Ja, sagde Tine, saa spiller Drengen Komedie. Drengen var den ældste. Hans Stemme var klinger som en Spilledaase. Men Vers kunde han.
Modre bad om Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum. Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte man som Knive de Saaredes Skrig naar i Stimlen de nogne Vogne stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse. Smedjen var fuld.
Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende, blaahvide Himmel dannede Baggrunden. Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af Æreportens Bøgeløv. Men hvor bliver dog Far af! udbrød pludselig Fruen. Der kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!
Dagens Ord