Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 18. juni 2025
Doktoren mente ogsaa, det var bedre, hun blev hjemme. Berg var Stella til megen Trøst i denne Tid. Hun var længe veget tilbage for at betro sig til nogen. "Det er Eksaltation, kære Stella," havde Excellencen en Gang sagt, kort før sin Død. "Vogt Dig for at gøre det til mere og tal ikke til nogen om de Bagateller." Hun havde forstaaet ham.
Det er underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt, hvad der blot ligger lidt tilbage i den, det er altid en Trøst: een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa. Ja, De har Ret.
Ja, nu har man faaet andre Vaner og nye Tanker, og det giver Livet større Glæder, end jeg før kunde vente, synes jeg. Nu ved jeg bestemt, jeg skal gense min afdøde Slægt, og den Tanke fylder mig med saa megen Trøst, at jeg gerne glemmer alt det gamle. Af alle de døde savner jeg mest en Søster; hun er nu død som døbt og begravet ved Qernertoq.
Higer efter Kærligheden, og tragter efter de åndelige Gaver men mest efter at profetere. Thi den; som taler i Tunger, taler ikke for Mennesker, men for Gud; thi ingen forstår det, men han taler Hemmeligheder i Ånden. Men den, som profeterer, taler Mennesker til Opbyggelse og Formaning og Trøst. Den, som taler i Tunger, opbygger sig selv; men den, som profeterer, opbygger en Menighed.
Og nu nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin bedste Vens Vel kun havde gjort Skade.
Altså, når jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive åbenbar hos eder for Guds Åsyn. Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Ånd har fået Vederkvægelse fra eder alle.
Ambrosius . Den er alt kommen, naadige Herre! Kunde jeg saasandt blot finde de rette Ord! Baronen . Gjør det saa godt, han kan; lad det kun faae en Ende! Jeg synge skal en Vise, Velan, jeg er bered; Det Bedste vil jeg prise, Som jeg i Verden veed: Musikens muntre Lyst Og Druesaftens Trøst, Men først og sidst den Elskov, der tændtes i mit Bryst.
Selv vaklede hun ind til sin unge Datter, der uvilkaarligt for' op ved Synet af Moderens fortvivlede Ansigt. »August mente dog, han kunde redde sin Far, og jeg stolede saa fast paa min raske Dreng. Aa, Dorthy, Dorthy ... saa #er# alt Haab ude!« Datteren forsøgte at trøste. Forgæves. Der var ingen Trøst mulig mer. »Esther! Esther!« Stemmen kom fra det aabne Vindu.
Han modtage hendes Sjæl, han, som ene kender Hjerter og Nyrer; han skænke sin Trøst, den ene Trøster til dem, som nu sørger. Amen. Gamle Linde tav. Der var ganske tyst. Ligbærerne kom frem med Degnen og Lille-Jensen, som rev Kransene af Kisten. Og de saa' alle, staaende op i Stolene, efter Kisten, som blev baaret ud under Sang. Det er saa yndigt at følges ad For to som gerne vil sammen være.
Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse, hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke kjendte min Forbrydelse.
Dagens Ord
Andre Ser