United States or South Korea ? Vote for the TOP Country of the Week !
Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under Traeerne: -Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod. -Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer. -Ja. Men huskede Tine ifjor de lod begge Haekletojet synke og saa ud mod det brunlige Skovbryn da den var gul i September. De blev ved at tale om Skoven: naar de havde vaeret her sidste Gang det Aar og det .
Den havde ogsaa en løjerlig, metallisk Klang, som gjorde det endnu mere vanskeligt at opdage, hvem den tilhørte. Naar jeg rigtig skal forklare, hvad jeg mener, kunde jeg sige, at den lignede Ekkoet af en Stemme, som man ikke kunde høre selv; den gjorde et højst ejendommeligt Indtryk. Da Stemmen tav, gik Nikola frem i den angivne Retning, og jeg fulgte ham. Vi kom til Stedet og stod og ventede.
Hans Excellence lo igen og hans Stemme fik en egen, raa Klang: -Og de gør Ret, min bedste, sagde han: hvis et eneste Menneske skrev sig selv ned og lod sig selv komme i Trykken efter sin Død, vilde de dømme ham til Tugthus i hans Grav for der er jo Retfærdighed i Himlen og paa Jorden.... -Nej, det er ikke værdt at give nogen Besked. Hans Excellence tav en Stund.
-Saa skulde du dog hellere forandre det og meget andet. -Hvorfor? sagde Gerster blot. De tav lidt. -Paa Alfarvej vokser der idenmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i Loftet. De talte ikke mer. Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.
Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa endelig det? Han sparede før Otte Iversen for Ærgrelse ved at lade være. Mikkel tav. De kom forbi Nørreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i Armen, han stod stille og spejdede mistænksom efter de to Nattevandrere. Jeg har kendt . . . vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte Iversen, lige fra jeg var Dreng.
"De gaar rask," sagde William, men han syntes selv, det var en lang, lang Tid, hans Tanke slet ikke kunde gennemflyve. "Det er jo ingenting." "Men til Jul," det var Nina, som talte. "Nej, nej, til Jul det faar vi vist" han vilde lige til at sige: ikke Raad til, men saa tav han og sagde lidt efter: "Ja maaske til Jul." Og hver sank atter hen i sine Tanker ...
Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset, spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på Vejen?" Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem der var den største. Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles Tjener."
Men han tav. Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte." Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange ham i Ord.
En Gang imellem sagde en af dem et Par Ord, de andre svarede alt i saadan en halv dæmpet, næsten højtidelig Tone. Saa tav de igen. "Naar mon vi nu ses," spurgte Nina. "Til Sommer," sagde William. Og Sofie gav sig til at tælle paa Fingrene, hvor mange Maaneder der var til Sommer. "Næsten syv Maaneder," sagde hun.
De tav lidt. Der hørtes ikke en Lyd i hele det store Hus. Foran sig saa' Berg Adolfs blege Ansigt over Pulten: -Adolf? sagde han pludselig, og det var, som skød han en Sten fra sit Bryst ved Spørgsmaalet, der havde pint ham i Stilhed saa længe: -Hvor bliver vore Penge af? sagde han. Adolf saa' op: Nogle gaar til Fattigskatten, sagde han. -Fattigskatte? hvad vil det sige?
Dagens Ord