Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Kejseren stod foran mig! Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.
»Jeg har igjen idag læst efter, hvad der staaer fortalt derom i Bibelen, og dermed jævnført en Afhandling, jeg for nogen Tid siden har læst af en fransk Astronom, om hvorlunde Maanen engang vilde falde ned paa Jorden, og fundet, at det kunde egentlig stemme godt med hine Skildringer i Evangelierne.« »Saa De troer altsaa virkelig, at Maanen engang vil falde ned?« spurgte Andrea Margrethe.
Og saaledes see Menneskene Maanen Dag for Dag blive større og større og komme nærmere og nærmere som en uhyre stor Fenrisulv, der kommer for at opsluge Jorden.
Du sov trygt. Jeg staar igen ved Vinduet og bliver ved med at se ud i Mørket. Der er saa stille ... saa stille ... Stjærnerne blinker. Maanen stiger op over Bakkerne langt ude, tænder Skyerne om sig, saa de gløder. Lis, jeg ved, at hvis dit Øre fangede et af de Ord, hvormed mange brutalt nævner Forholdet mellem Mand og Kvinde, vilde du bøje dit Hoved, og dine kære Øjne vilde fyldes med Taarer.
Ja, hvor sværmeriske vi end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og billedlige. Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel.
Han for gysende sammen og gabede højt. Skal vi gaa! De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der begyndte at lægge sig en tynd, rosenrød Taage over Byen før Gryet. Mikkel kunde mærke paa Otte Iversen, at han fortrød sin Meddelsomhed nu. Han sagde snart Farvel og gik. Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa Kirkegaarden, det var lyst nok.
Da Enkebaronessen paa Vejen over til sit Værelse kom igennem Riddersalen, standsede hun op midt paa Gulvet og saa sig om, Maanen skinnede ind gennem de høje Vinduer, og dens blege Lys faldt netop hen over Billederne paa Væggen i Hjørnet ud mod Haven Billederne af Slægtens tre sidste Repræsentanter: Der hang han, Spilleren, som havde revet de tre Fjerdedele af Slottet ned!
Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er, som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af Sted for deres Fødder ....
Stell din lell' Skarnstøs, de' æ kuns Dyrene o saa Natten. En Ugle svæver paa lydløse Vinger fra Træ til Træ. Den skriger og klager sig som et Menneske i Nød. Højt over Grantoppene glider Maanen. Dens gul-hvide Fjæs er stivnet i en komisk Grimace, og Stjernerne ler paa dens gyldenblanke Vej.
Men rundt paa Egnen sneg det Rygte sig, at naar Natten faldt paa, og kun Maanen lyste over Bugtens Vand, »legede« paa Strandbredden hernede to andre hvide og nøgne Menneskebørn Herren til Havslundegaard og hans lydige Frue. Saa indtraf for omtrent femten Aar tilbage hin Begivenhed, der med ét Slag og for stedse satte en Mur imellem Ægtefolkene.
Dagens Ord
Andre Ser